LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

FJERD E AFSNIT: STATUTMÆSSIG ORGANISATION

2O3

andring i Hensigten med den paagjældende Passus, medens de tillige indeholdt en Betryggelse for, at de gamle Anstalters Overskud ikke stilledes hen som noget, Staten uden nogensomhelst derfor given Regel kunde inddrage, men derimod indeholdt en bestemt Forskrift om, hvorledes der skulde gaas tilværks, og under hvilke Forhold det efter den nye Anstalts Grundlæggelse var paa­ tænkt, at en saadan Anvendelse af disse Fonds fremtidig skulde finde Sted. De foreslaaede Ændringer vedtoges dernæst enstemmigt, og Forslaget kom saa til eneste Behandling i Folkethinget. Her gjordes det af gjældende, at det af Landsthinget vedtagne Ændringsforslag til den indsatte Passus i § 2 k i det Væsentlige stemmede med det af ham opstillede under Forudsætning af, at Udtrykket om det Overskud, der til den givne Tid, naar den femaarige Opgjørelse fore­ ligger, i Henhold til Paragrafens tidligere Bestemmelser er beregnet. Da imidlertid Finantsministeren i Modsætning hertil hævdede, at Udtrykket maatte forstaas bogstaveligt om det ved Overgangen til den nye Anstalt udfundne Overskud, udtalte B e r g , at dette ingenlunde stadigt kunde betragtes som til­ strækkeligt Overskud for disse Anstalters Ansvar og Risiko til enhver given Tid, da det jo selvfølgelig maatte afhænge af Anstalternes Tilstand, hvilket Overskud de til det Tidspunkt, da Opgjørelsen maatte finde Sted, burde være i Besiddelse af for at kunne danne et Reservefond saavel for de ældre An­ stalter som for den nye. Han foreslog derfor at nedsætte et Udvalg og støttedes heri af J. A. Ministeren fraraadede imidlertid en saadan Forhaling af Sagen som formentlig overflødig, og Lov­ forslaget vedtoges derefter uforandret i den fra Landsthinget oversendte Skikkelse, hvorefter Loven stadfæstedes af Kongen under 18 Juni 1870. § 4 om Maximumsbestemmelserne for nødvendig.

B e r g

»det nu beregnede Overskud « maatte forstaas

H a n s e n og K r a b b e , der ansaa en Omredigering af

VIII

Efter hvad der nu saaledes forelaa, var Loven i Virkeligheden meget udførlig, og naar den Tanke, som tidligere lejlighedsvis var fremkommet, at Loven kun skulde indeholde det allervæsentligste, og at det øvrige skulde af- gjøres administrativt ved en Plan, endnu trods Lovens detaillerede For­ skrifter havde afsat sit Spor i Paabudet i § 20 om, at en Plan skulde udfærdiges, maatte denne i Virkeligheden komme til at slutte sig saa næi til Loven, at dens specielle Vedtægter nærmest bleve af mere underoidnet Natur.