LivetIKjøbenhavn

32

graa Brandfolk, Redningschor og Nedbrydningschor o. s. v. at give Møde for at slukke. Det var en skrækindjagende Scene; den røde Himmel, de klem­ tende Klokker, de galoperende Brandsluffer, de sig tungt bevægende Sprøjter trukne af Soldater, de idelige Raab og Spørgsmaal om Brandens Udstræk­ ning og Beskaffenhed, de Tusinder af uniformerede og civilklædte Skikkelser, der ilede gjennem Gaderne til det samme Maal: Alt dannede et gruopvæk­ kende Ensemble i den usikkre, natlige Be­ lysning og tillod Ingen at gaa til Hvile igjen saa snart. Men var der saaledes Uro i den ganske By, selv i de fra Brandstedet ljerneste Egne, hvor var Forvirringen da grændseløs, naar man kom nærmere til Stedet selv i den snevre Gade. Knittren og Bragen, Røg og Gnister, Kommanderen og Udskjel- den fortumlede her alle Sandserne, medens man næ­ sten trykkedes ihjel af den Masse Mennesker, der med Vold og Magt vilde trænge sig frem for at se Skuespillet, men ofte til Straf bleve pressede til at tage en Haand i med for at lange de røde Brand­ spande med Vand fra Sluffen til Sprøiten. Tilsidst kunde hele den talrige Borgervæbning neppe holde den urolige Mængde tilbage; da hedder det plud­ selig: der er Kongen! og nu bliver Alt stille. Den gamle Mand viser sig tilhest med en af sine Ad- jutanter, og snart kommer Alting rigtig tilgangs: Brandfolkene arbejde med dobbelt Iver i den gamle Konges Paasyn og Enhver er villig til at hjælpe til,