LivetIKjøbenhavn

175

Yndling, indtil denne fandt det paa Tide at tage Livet af sin Velynder og selv gribe Magtens Tøjler. Og se vi ikke den store, klare Modsætning, naar vi vende Blikket til det moderne Amerika: har det med al sin Republikanisme, al sin borgerlige F ri­ hed, alt sit fremragende Handels- og Industriliv frembragt nogen fremragende Digter eller Kunstner. Nej, til Tider hvor vi Alle ville tale med om Po­ litik og Alle ville raade for Statens Styrelse, der tie Poesiens Røster, de ere ikke skarpe og hvasse nok til at skaffe sig Ørelyd i den store Larm. Det er vel en af Grundene, hvorfor Digtere og Kunst­ nere trivedes saa vel for en Menneskealder siden i Enevældens Dage og under dens Skygger, ikke fordi man dengang havde flere Digtergager eller bedre poetiske Levebrød end nu, men fordi den enevæl­ dige Konge tog alle Kegjeringens Byrder og Be­ kymringer fra sine Undersaatters Skuldre og Hjer­ ter, saa at vi kunde med udelt Opmærksomhed sidde og lytte til hvad vore Skjalde sang. Dertil kom Tidens hele i aandelig Henseende saa velgjø- rende Ro: man gav sig Tid til Alting, til at gaa, til at kjøre, til at spise, til at nyde, til at tale, til at tænke. Nu have vi jo ikke ret Stunder til no­ gen Ting: det gjælder jo om at kunne blive Mini­ ster eller dog Rigsdagsmand, inden vi lukke vore Øjne, det gjælder om ved en heldig Spekulation i Kursk-Kjew-Smolensk Jernbane-Aktier i en Hast at skaffe os en Formue, det gjælder om — at