LivetIKjøbenhavn

105

forsynet. Man kj'ender i vore civiliserede Tider ikke mere til saadanne Masser af Sne, som da væltede ned i større og mindre Flokker fra en blygraa Him­ mel, og saa var man dengang ikke saa ilter til at skaffe det øjeblikkelig af Vejen. Blev det altfor galt, kjørte man nok en Slump deraf bort eller samlede det i store Hobe paa Kongens Nytorv og andre større Pladser, men man lod dog altid e t‘godt Lag ligge, der ved Frostens Hjælp dannede sig til en prægtig jevn Bane, der ofte i 6—8 Uger afgav det ypperligste Kaneføre. Saasnart det sneede en Dag, hørte man allerede om Aftenen et enkelt dyg­ tigt Pidskeknald og den lystelige Lyd af Klokker, der dengang syntes saa oplivende, men nu er alde­ les profaneret ved den evige Sporvogns?Klokkeklang. Den næste Dag rustede da al Verden sig for at be­ nytte Sne-Konjunkturerne, hvis Varighed altid er usikker. Der var almindelig Travlhed i alle Stalde og Vognremiser, og da allermest hvis Søndag var nærforestaaende: den lille Kane skulde støves af og Bjørneskindstæppet sættes fast; Bjelder og Klokker og Snetæppe og kulørte Liner skulde eftersees, og Hesten skærpes o. s. v. Op ad Dagen viste sig da den ene Kane efter den anden; man skulde man­ gen Gang tro, at de groede op af den snebedækte Jord. Men Sagen var den, at mangfoldige Menne­ sker dengang »holdt Hest«, som nu aldrig vilde tænke paa Sligt, dels paa Grund af de forhøjede Priser paa Foder o. s. v., dels paa Grund af de