LigbrændingensHistorieDanmark_1931

202 1869 døde en indisk Fyrste, Maharaja af Kelapon, i Florens og blev brænd t der paa Baal, hvad der vakte en nmaadelig Interesse, fordi Spørgsmaalet om Ligbrænding paa det Tidspunkt allerede var taget op til en grundig Diskussion. Gennem de forløbne A arhundreder var Spørgsmaalet om Lig­ brænding stadig berørt, diskuteret og omtalt af Forfattere, af Dig­ tere. Michelangelo ønskede saaledes at blive brændt. Ved Midten af det 16 . Aarhundrede skriver den tyske Læge Joseph Becker: Gid Gud vilde tillade, at Ligbrænding snart blev almindelig Skik, og gid jeg havde Yenner, der kunde vise mit efter langt Arbejde træ tte Legeme denne Tjeneste. 1741 udtalte Frederik den Store , at han ønskede at blive brændt. Napoleon , der i 1801 havde afsluttet en Overenskomst med Paven angaaende Forbud mod Ligbrænding, ønskede senere at blive brændt. Det var Indførelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet, der standsede det Arbejde for Ligbrænding, der var taget op under den franske Revolution med Planlæggelse af store Krematorie­ anlæg. Da Sagen endelig for Alvor blev rejst i første Halvdel af fo r­ rige Aarhundrede, var det ud fra hygiejniske Bevæggrunde, ud fra en K ritik af Kirkegaardenes Tilstand, ud fra Erfaringerne fra Slag­ markernes Rædsler og fra Ligkulerne i Italien. Det er nu vanskeligt egentlig at gøre sig klart, hvorledes Begra­ velsesforholdene var, men endnu sent i forrige Aarhundrede kunde den store tyske Patholog Virchow i den tyske Rigsdag sige: »Ihre Behandlung der Kirchhöfe, meine Herren Christen, ist eine der schauderhaftesten, welche überhaup t existiert.« En virkelig Kultus for de døde ha r vist sig at være ikke et Spørgsmaal om Religion, men et Spørgsmaal om Kultur. En virkelig Kirkegaards- ku ltu r tilhø rer de senere Aartier. I 1839 rejste den engelske Læge Walker en K ritik mod K irke­ gaardenes Tilstand, i 1849 holdt Jacob Grimm i det naturv iden­ skabelige Akademi i Berlin et Foredrag om Ligbrænding. 1852 angreb den hollandske Fysiolog Jakob Maleschott Kirkegaardene