LigbrændingensHistorieDanmark_1931

154 overskredet — og saaledes gik det med alle Kongens Paabud, hvad enten det drejede sig om Forbud mod Overdaadighed ved Begra­ velser eller for lange Ligprædikener.8) Der skulde en fastere Haand og en Nødstilstand til for at bringe nogenlunde Orden i det Virvar, som Gravskikkene havde udviklet sig til. Under Pesten i København 1654 udstedte Frederik III en Forordning,9) som ryddede grundigt ud blandt Vilkaarlighederne, i det mindste i København; for det første maatte de mere for­ nemme gejstlige og borgerlige Lig højst staa ujordet i fire Dage, for jævnere Folk var Fristen to— tre Dage — Adelens lange Frist lod Frederik III nok være med at røre ved — , for det andet fo r­ bødes enhver Overdaadighed ved Ligbegængelsen; kun de nødven­ digste Ligbærere og højst fire Kvinder, til at klæde Liget og lægge det paa Baare, maatte indbydes. Naar Klokken slog et, skulde alle Stadens Klokker ringe i tre Kvarter og ikke mere — og da for alle Byens døde; hvis nogen Klokker dristede sig til at ringe længere, skulde han bøde tre Rigsdaler til sin Kirke. Saa snart Klokkerne begyndte at ringe »for Lig«, skulde Skolemestrene begive sig sam­ men med deres Hørere og Disciple hen til den dødes Hjem, hvor man til den Tid skulde være færdige med Liget og rede til at bære det bort, for at Skolen ikke skulde vente længere end det Kvarters Tid, som den var pligtig at vente, hvis Skolen kom til at vente længere, skulde den begive sig til et andet Lig, eller til Skolen — og Følget maatte da selv om at bære Liget til Graven uden Sang. Endelig maatte Præsternes Ligprædiken højst vare tre Kvarter. Pe­ sten ha r selvsagt præget denne Forordning; men i sig selv er den et interessant Tilløb til en Begrænsning af Gravskikkenes Over­ flod — dog med et Slag lod det sig ikke gøre. Adelens pragtsyge Ligbegængelser gav Tonen an, og de jæv­ nere Befolkningslag fulgte kun altfor villigt efter. I 1656 maatte Frederik III udstede en ny Forordning,10) denne Gang direkte ret­ tet mod Gejstlighedens og Borgerstandens Efterligning af Adelens Skikke: Alene den nærmeste Slægt og Vennekreds maatte under­ rettes om Dødsfaldet, og kun otte til ti Personer af denne snevre