Lauritzrasmussen_1854-1929

30 gamle Hund derhjemme; det piner ham at se, hvor raat Muldyr, Æsler og Heste bliver behandlet af Driverne, — »skulde jeg i Længden se derpaa, tror jeg nok, at jeg gav mig til at prygle disse følelsesløse Uhyrer i Menneske* skikkelse«. De dejlige Bygværker i Rom gør ham helt svimmel. Han bruger sine Øjne godt med Hensyn til Broncearbejder, men finder, at det meste af, hvad han har set, ikke over* gaar, hvad vi kan præstere hjemme. Senere søger han ind i selve Broncestøberierne. Kun et af de Støberier, han be* søgte i Rom, var i Stand til at fængsle hans Opmærksom* hed, —»man seer saa meget Kluderi i denne Branche« —, men han beundrer i høj Grad det romerske Guldarbejde, og han glæder sig til at komme til Neapel, hvor Bronce* støberiet staar saa højt, at endogsaa Franskmændene lader en Del støbe dér. Med sine to Rejsefæller tilbringer Lauritz Rasmussen en Aften i Den skandinaviske Klub, og han er flere Gange sammen med den danske Billedhugger Johannes Hoff* mann, der boede i Rom i mange Aar; han var gift med en Datter af Overlæge Miiffelmann. I November Maaned gaar Rejsen til Neapel. De tager ind paa Hotel d ’Allemagne. En Svoger til Bracony’erne, Ingeniør Balsamo, er her deres Fører. I det største af By* ens Broncestøberier studerer Lauritz Rasmussen den sær* lige italienske Støbemetode (czre perdue). Han fortæller i Brevene til Hjemmet om Capris Skønhed, om Vesuv og om Besøget i Pompeji, hvorfra han sender et Fotografi af det lille Rejseselskab. Paa Grund af stærke Solreflekser blev Billedet ikke saa godt; bedst er Bracony, han stod i Skyggen af en Søjle. »Men det er dog morsomt at kon* statere, at vi var der. Kunde jeg have ladet os photogra* phere ved Nedstigningen fra Vesuv, med en Laban af Fø*