Lauritzrasmussen_1854-1929

14 til«. Og saa tilføjer Carl Krestensen frimodigt: »Heraf kan dog Enhver se, at det slet ikke er saa dyrt at rejse som mange tror.« Sent om Aftenen, efter syv og en halv Mils Dagsmarche, naaede de, vaade til Skindet, et usselt Herberge, hvor en Flok raa Mennesker forlystede sig med Dans. Det festlige Samvær mellem disse løb ud i et voldsomt Slagsmaal paa Knipler og Knive. Da Værten med et Par Karles Hjælp havde »ryddet Bulen«, bad Carl Krestensen og Lauritz Rasmussen straks om at komme til Ro. Skildringen af Nat* ten og den paafølgende Morgen er saa betegnende for de to raske Haandværkssvende og for deres gode Humør, at den her skal gengives i sin Helhed: »Der blev nu bragt en Favnfuld vaad Ærtehalm ind og lagt paa Gulvet i Bah salen; dér kunde vi lægge os, saa vaade vi var, men det passede jo rigtig godt: Vaadt i Vaadt, saa bliver man ikke forkølet. Da vi var saa trætte, faldt vi snart i Søvn; vi vaagnede dog flere Gange, rystende af Kulde, men vi sov igjen til den lyse Morgen. Vi bad til Gud, at det næste Dag maatte blive Solskin, for at vi kunde blive tørre og opvarmede, og se, da vi vaagnede skinnede den dejligste Augustsol ind til os gjennem de smaa snavsede Ruder. Vi kom snart op, saa kolde og stive som et Par gamle Droskeheste; det var rart og nemt, at vi var fri for at klæde os paa; vi forlangte Kaffe eller noget andet Varmt, som vi nok kunde trænge til, men det var ikke til at faa paa »Ho * tellet«; vi kunde faa »Vodski«, paa Dansk: Brændevin, — godt, saa drak vi Brændevin paa fastende Hjærtel Det var noget, som vi ellers aldrig drak, og vi skyndte os fra Veder* styggeligheden ud i den dejlige, solvarme Natur. Kun et kort Stykke Vej fra Byen kom vi til en lille Skov, hvor vi krøb ind under nogle Buske, klædte os af og hængte vort Tøj til Tørring, medens vi selv sad og badede os i Solen