Latinerkvarteret_1949

I sin nuværende Skikkelse er Bygningen dog ikke ældre end fra 1824, da Arkitekt P. Malling ledede dens Genopførelse efter Ødelæggelsen 1807. Kollegiets Stifter Oluf Borch var Viden­ skabsmand paa flere Omraader, ban forstod sig paa Filologi, Lægevidenskab, Botanik og Kemi, og over for de unge Studeren­ de var han en fortræffelig Lærer, en faderlig Ven. Han var en retskaffen og trofast Karakter, og dengang Faren truede, da Svenskerne belavede sig paa at storme København, viste han sig som en Helt, han stod der, hvor Kampen var drøjest. Ved Rejser og Studier i Udlandet var hans Synskreds blevet vid, og hans Sans for Livets rige Mangfoldighed og dets gaadefulde Grund­ lag var vakt tillive, og saa skulde denne kloge, indsigtsfulde Mand komme ud for en Skuffelse i Kærlighed, en Skuffelse, der ganske betvang hans Skæbne. Tildragelsen har Chr. Winther be­ nyttet i sin Novelle »En Aftenscene«. Syg og nedbrudt lod Borch sin hele Formue tilfalde det Kollegium, hvis Grundsten han med egne rystende Hænder fik lagt paa Plads i Sommeren 1690. Men forinden Huset stod færdigt, døde han. Professor Povl Vinding, der straks efter Borch’s Død havde forseglet hans Bo, lod 1707 en skøn Stentavle med forgyldt Indskrift opsætte over Porten til Gaarden. Indskriften var et latinsk Vers, han havde digtet til Ære for Borch, de to lærde Herrer havde været Venner. Denne Sten hører til det lidet, som endnu er bevaret fra det første Kol­ legiums Tid, og den har stadig Plads over Døren mod Haven. Af Beskedenhed havde Borch ønsket, at hans Kollegium skulde hed­ de det mediceiske Kollegium. Poul Vindings Vers udtrykker den Tanke, at selvom dette Hus kaldes det mediceiske, saa vil det tavse Marmor ikke undlade at lovprise Borch’s udødelige Ry. En anden Rest fra svundne Dage, da Kollegiet var en af Københavns Pragtbygninger, er den Blyfigur, som er opstillet ude i Haven, en Gengivelse af den farnesiske Herakles (i Napoli). Ganske som

7 8