KulturskildringerFraKøbenhavn_1916

197

skriftlig Beretning om deres Ambassade, hvorefter Magi­ straten resolverede, at dette til vedbørlig Paatale og for at forekomme videre Konsekvenser kommuniceres Poli- m esteren i Anledning af den kgl. Befaling af 6. April 1714 og Foro rdningen af 21. Decbr. s. Aar«. Magistraten havde saaledes trukk et det korteste S traa i denne Sag, hvad den om trent altid gjorde i sit Forhold til Studenterne, dertil havde de for mægtig en Forbundsfæ lle i Universitetet. Rigtignok gjorde Ma­ gistraten Alvor af at indberette Sagen til Politimesteren for at faa S tudenterne aktionerede. Men det bragte vistnok ikke videre Ulykke over Regensianernes Hove­ der. I det m indste h a r jeg in tet fundet, der kan tyde paa d e t2). Noget andet er, at Begivenhedep i 1742 nok h a r gjort Fo rholdet mellem de to Poten tater noget spændt. Men det varede i alt Fald kun fire Aar, saa faldt de i Armene paa h inanden og blev bedre Venner end nogen­ sinde. Det gik saaledes til. Der var nemlig ogsaa noget, der hed u æ r l i g e L ig , det vil sige Lig af Selvmordere og af Folk, der fandtes døde i Kanalerne og paa Gaderne, sam t af justificerede og af N atm andens Fo lk ; med Hensyn til den sidste Klasse var det dog noget om stridt, om den skulde reg­ nes til ærlige eller uærlige Lig. Det havde altid haft sin store Vanskelighed at faa disse Lig besørgede. Ma­ g istraten hjalp sig ved snart at henvende sig til de en­ kelle Lav, snart ved at lade Vægterne eller de fattiges Fogder eller de af Magistraten beskikkede Favnsæ ttere og Læssere tage Affære. Men Lavene viste sig meget uvillige, navnlig n a a r det gjaldt Selvmordere*), og hel*) O. Nielsen (VI S. 416) nævner flere Eksempler, og deres Tal

kan nem t forøges. Et af de m est typiske Tilfælde, jeg har truffet, er vel følgende. I Oktbr. 1758 klagede Bogbindernes Oldermand J.