KrigenKoleraen

74

„Naa, saa det gjorde 1 !“ raabte Højerup forbitret. „Vidste I da ikke af, at det var Gods­ ejerens Lod, I fiskede paa?“ „Ja, det kere vi os inte om,“ grinede Bonde­ drengen igen; „men jeg vil æde hver evige Aal levende, som I fanger her.“ „Naa, saa det vil du, din Tyveknægt!“ skreg Højerup rasende, idet han jog Lysteren dybt ind mellem Rørene. „Tøv lidt, saa skal du strax faa Aalesuppe!“ Skæbnen tog Højerup paa Ordet, thi idet han trak Lysteren til sig, hang en vældig Aal sprællende mellem dens Grene. I samme Nu gjorde Højerup et lynsnart Spring ind imod Broen med Lysteren i Haanden. Fanden tog ved Bondedrengen, men Fanden tog ogsaa ved Højerup; de forsvandt begge i fuldt Løb ind over en Eng, hvorfra jeg snart hørte nogle halvkvalte Skrig. Da jeg naaede Stedet, laa Bondedrengen saa lang han var paa Ryggen, Højerup havde sat Knæet paa hans Bryst, og jog med højre Haand den sprællende Aal ned i Bondedrengens Gab, saa han blev sorteblaa i Ansigtet derved. Først paa mine indstændige Bønner trak han Aalen tilbage; men aldrig i mit Liv har jeg set noget Menneske spytte saa meget Slim, som denne Bondedreng gjorde efter Nydelsen af sin Aalesuppe.