KrigenKoleraen

73 naar den skjuler sig mellem Rørene. Han kendte hvert Dyrs Spor i den nyfaldne Sne, vidste hvor Ræven og Brokken havde deres Grave, og hvor Bukken stod paa de ensomme Skovplæner. Dertil var han fuld af Eventyr og de lystigste Jagthistorier, og naar vi under et Bøgetræ i Skoven, eller paa en Tue i Mosen fik vore store Rundtenommer frem af Jagttasken, kunde han komme med saa snurrige Historier, at jeg glemte at spise, blot for at lytte til dem. Han var en udmærket Skytte, en stærk og modig Mand, og derfor enFrygt for Vildttyvene fjern og nær. Han havde egentlig kun een Fejl, og det var hans ubændige Hidsighed. Jeg skal fortælle et Par Exempler derpaa. En Dag vare vi tagne ud paa Aalefangst, og stagede os ned ad Aaen i en fladbundet Pram, en saakaldet Ege. Vi lagde ind under Rørene tæt ved en Bro, paa hvilken der stod enlang, opløben Bondedreng, og her fik vi vore Lystere frem og begyndte at stange efter Aal, idet vi langsomt drev ned imod Broen, hvor Drengen stod og grinede ad os. „Hvad griner du ad?“ raabte Højerup op til ham. „Jeg griner ad jert Aalestangeri,“ svarede Drengen. „For i Gaar trak vi Bundvaad og tog hver evige en.“