KrigenKoleraen

71 vilde hjemsøge saa fredelige Dyr, men traskede dog trolig bag efter ham en halv Mils Vej, til vi naaede en uhyre Roemark. Her udtalte Skytten de mystiske Ord: „Pas paa, Chasseur!“ — og Chasseur, en prægtig sort, og hvidplettet Hønsehund, listede sig med sænket Hale ind mellem Roerækkerne — Højerup og jeg bagefter. Af alle skrækkelige Ting kender jeg ingen skrækkeligere end paa en kold Oktober Morgen i en tynd Lærreds Dragt at vandre mellem dug­ slagne Roeplanter. Ti Minutter efter var jeg dyngvaad til Brystet, havde Skoene fulde af Jord og min lille Skyder dryppende af Vand; men frem gik det gennem uendelige Roetoppes snorlige Rader, uden at Chasseur syntes at faa Lejlighed til at passe paa. Pludselig indtog den en højst mærkelig Stil­ ling: Halen blev stiv som en Pind, den højre Forpote krum som en Klo, og saa stirrede den med begge øjne saa dybsindig ned i Jorden, at jeg troede den vilde fange Muldvarpe. „Hvad er det?“ spurgte jeg. „Hold Kæft!“ svarede Højerup aldeles umo­ tiveret, og vinkede bagud med venstre Haand. Pludselig hørte jeg Noget snurre op omkring mig som flyvende Rumlepotter. Jeg dukkede mig befippet, men Højerup