KrigenKoleraen

57 den Trolddom, der saa længe havde bundet mig. Omslynget af hans kærlige Arme begyndte jeg mit lange Skriftemaal. Stille grædende for­ talte jeg iham Alt — mine Lidelser i Skolen, min dybe, nagende Hjemve, min Frygt for Fan­ tomerne og min kvælende Angst for, at jeg var bestemt til at arve min Moders Skæbne. „Tænkte jeg det ikke nok !“ udbrød Trier, idet han satte mig ned og gik ind til Fader. Der fulgte en ny Konference, hvorunder jeg frygtede det Værste; men saa kom Trier farende ind, tog mig atter paa Skødet og spurgte aldeles umotiveret: „Er du bange for at faa Børn.“ Spørgsmaalet kom saa pludseligt og forekom mig saa ubegribeligt, at jeg nøjedes med en forbavset Stirren. Naa! — Ja, forstaa mig ret; jeg vil blot vide, om du tror, at du kan faa Børn?“ Nej — det kunde jeg ganske bestemt ikke. „Ja, ser du det? — Saa behøver du ikke at være bange, thi den Sygdom, din Moder havde, kan ikke arves af dig. Det er en Sindssyge, som kun udvikler sig efter Fødsler — følgelig kan du ikke faa den; det vil jeg give dig At­ test paa.“ En uhyre Byrde faldt ved disse Ord fra mit Sind. Beviset var saa kort og fyndigt, at jeg