KrigenKoleraen

24

feernes Dronning. Saa skaffede han sig ved snedige Paafund Udgangslov paa den bestemte Aften, men hele Pensionatet, med Undtagelse af Kjøge, vidste at „Skaftet“ gik paa Frierben, og med stigende Spænding ventede vi i vore Senge paa, hvorledes den Historie vilde spænde af. Vi kom til at vente længe, saa længe at vi begyndte at tro, at Danserinden havde taget ham, da vi endelig langt nede paa Trappen hørte tunge, slæbende Trin. Det var „Skaftet“ — alle Mand rejste sig og lyttede; kun Kjøge sov de Retfærdiges Søvn med dybe, prustende Snork. Det puslede ude i Gangen. Vi hørte En trække Støvlerne af, liste Døren op og snige sig ind — men det kunde umuligt være ham! Han hinkede jo, snøftede og mere krøb end gik, famlende langs Væggene i Mørket. Men det maatte dog være ham; thi vi hørte ham dybt sukkende klæde sig af og derpaa krybe i Seng, hvor han ømmede sig saare, kastende sig fra den ene Side til den anden. „Han har faaet Tærsk!“ hviskede min Sidekammerat. Lidt efter lød en klagende Stemme: „Hr. Kjøge! Hr. Kjøge — jeg er saa daarlig!“ „Hold Mund, Dreng!“ brummede Kjøge halvt i Søvne. Atter knirkede Sengen, atter kastede han