KrigenKoleraen

som fik mig til at tælle mine tarvelige Uge­ penge, uden at jeg dog derved opnaaede at komme i Besiddelse af det forønskede Artilleri. Men saa tog jeg om Sommeren Regres med virkelige Kanoner. København havde den Gang, ikke en „Væbning“ , men en „Borgervæbning“, en Nationalgarde, der talte Byens Bedsteborgere mellem sine Officerer, og derved gjorde gemene Madamer til virkelige Fruer. Den Gang kunde man meget godt maale Drejl om Formiddagen, Kanonkrudt om Eftermiddagen, og naar Gar- brecht slog sin bajonetbesatte Lyre og kvad om „Det blanke Sværd“ , luede mægtig Krigsbegejst­ ring op i hver Borgers Barm, og med dobbelt Kraft krystede han i Dansen sin rødmende Pige, medens Punchebollerne flammede som fjendtlige, brændende Byer. Ja, den Gang drog man i Leding! Jeg selv har i min Fortælling „Jo større — des større“ berettet, hvorlunde den brave Høker Gregersen- Nærum avancerede foran Fronten fra Menig til Kaptajn, og naar en æret Kritiker har bemærket, „at det var det bare Grin“, saa har han fuld­ stændig Ret — kun var det ikke mig, der gjorde det. Mest berømt var „det borgerlige Artilleri“, som havde sin øvelsesplads paa Amagerfælled, hvor det forskrækkede hele Omegnéns Køer og