KrigenKoleraen

175

gaa ind i Brænderiet, hvorfra der lød nogle fortvivlede Skrig. Gennem de lave Vinduer kunde jeg se Folkene flokke sig om det Fyr­ hul, hvor Lars havde staaet, en Droske kom rullende, og lidt efter bar Folkene en Skikkelse ud, hvis Udseende fyldte mig med Gru. Den før saa kraftige, livsfriske Karl laa som en sammenfaldet Marionetdukke. Ansigtet var blaa- ligblegt, indfaldet, Næsen spids, øjnene ind­ sunkne — det var en Dødsmaske, jeg aldrig skal glemme. Saa rullede Drosken afsted med ham, men inden han naaede Hospitalet var han død. Aldrig havde jeg troet, at den forfærdelige Sygdom kunde komme saa pludseligt og virke saa dræbende. Paa Fader virkede dende Begivenhed i høj Grad deprimerende; thi han frygtede med Rette for, at de mange Arbejdere, der boede spredte om i Byen, vilde tilføre Fabriken nye Tilfælde, og dette skete desværre ogsaa. Nogle Dage efter blev Kontorbudet angrebet, og derpaa him­ lede vor gamle Gaardskarl Peer Jørgen. Dennes Død tog Fader sig meget nær; thi af ren God­ hed mod det gamle Skrog var Fader paa en Maade Skyld i hans Død. Peer Jørgen drak nemlig som en Svamp, og da Alkoholister jo ere Koleraens Kæledægger, foreholdt Fader ham