KrigenKoleraen

130 Løjer. Saa ravede han hen til Kateteret, fik Brillerne skudt op over øjnene og besteg saa med et snøvlende: „Stille Drengerr!“ sin Hæders­ plads, hvor han granskede saa dybt i Proto­ kollen, at han stundom faldt i Søvn. Imidlertid gik Spektaklet lystigt i Klassen, indtil han pludse­ ligt mandede sig op ved et brægende: „Stille Drengerr dernede!“ hvorpaa han tog fat paa en Examination, hvor man næppe kunde høre Sva­ rene for Latter og kaade Bemærkninger. En Dag faldt vi paa den Spøg, at der skulde indtræde fuldstændig Stilhed i hele Klassen, naar Ordensduxen pudsede sin Næse, men dette gav et aldeles uventet Resultat; thi da den sædvanlige Larmen pludselig afløstes af den dybeste Stilhed, foer han op fra Kateteret og raabte med dræ­ vende Stemme: „Stille Drengerr dernede! Hvad er det for et Helvedes Spektakkel!“ Saa opgav vi fuldstændig Ævret. Med vor franske Lærer var det ikke stort bedre bevendt. Det var den bekendte Ole Chri­ stian Borch, Søn af en rig Købmand, der i sin Tid havde støttet Borgerdydskolen, men for hvem det senere var gaaet tilbage, saa at Sønnen maatte ernære sig ved at give Timer i den Skole, der skyldte hans Fader saa meget. Oprindelig havde Borch været en meget dygtig Lærer, men senere sløvedes han, dels