KrigenKoleraen

119 forkrøblede Exemplar, der ikke kunde suge nogen Næring af Roms hede, lavaholdige Tufbund? Da jeg næste Gang kom til Rom, og saae efter „il fago Danese“, var den helt forkrøblet. Og som det gik dette Træ paa Roms klas­ siske Jordbund, saaledes gik det ogsaa mig i Hammerichs klassiske Pensionat. Jordbunden passede ikke for mig, den var haard, gold, fuld af Tidsler og Torne, og muligt var det gaaet mig som Bøgen paa Monte Pincio, hvis ikke Fader en Dag, kort efter Krigen, ganske umotive­ ret havde spurgt mig, om jeg havde Lyst til at komme hjem. Grædende styrtede jeg til hans Bryst uden at kunne sige et eneste Ord; men i det Øjeblik tror jeg, at han forstod mig, thi tre Dage efter var jeg hjemme paa den gamle Fabrik — jeg jublede af Glæde, og der kom nyt Solskin i mit Liv. Det var i Efteraaret 1850 at jeg slap ud af mit Fængsel, og næste Foraar skulde jeg kon­ firmeres af Slotspræst Paulli, der var Faders Yndlingsprædikant. Det var den 27 de April 1851 , en af disse kolde, klare Foraarsdage, hvor der er Vinter, ikke Vaar i Luften, og hvor den skarpe Paaske- østen hvirvler det smudsige Støv hen over de sidste Rester af Vinterens vigende Sne.