KrigenKoleraen

114

vi tog fat paa Chininen, da jeg nede fra Skole­ pladsen hørte tordnende Hurraraab, jublende Stemmer og Trin af mange Fødder, der stor­ mede op ad Trapperne. Jeg tænkte, at vi havde faaet Maanedslov, og sukkede saa smaat over, at jeg nu skulde ligge den hele Dag ganske alene; men da blev Dørene revne op paa vid Gab. Under ustandselig Jubel styrtede Kamme­ raterne ind og forkyndte Sejren ved Fredericia med straalende øjne. Da rejste jeg mig op af min Seng, klædte mig paa og gik ud med de Andre. Skønt jeg en Time i Forvejen havde rystet som et Espe­ løv, var Feberen som blæst bort, og jeg har aldrig haft den senere. Og saa kom Indtoget i September, dette Triumftog, der har skaaret sig saa skarpt ind i min Erindring, at jeg kunde male det, hvis jeg var Kunstner. Fra Løveapotekets Altan saae jeg disse solbrændte, hærdede Soldater komme i Parademarch, med Bøgeløv i de blaa Huer og friske Buketter i deBøsseløb, der kort i For­ vejen havde udsendt deres dødbringende Kugler. De kom fra lange Marcher med fuld Oppak­ ning, og dog gik de som til Dans gennem de flagsmykkede Gader, under Tonerne af den tapre Landsoldat og Tordenen af et helt Folks Jubelraab. Man lo, man græd, man kyssedes