KrigenKoleraen

103 stal, hvor hver Flade og hver Kant stivner iBereg­ ningens Ro. „Tale er Sølv, tie er Guld — jeg har som Finansminister nu altid foretrukket Guldet.“ EnHaandbevægelse, et Buk, og Forsamlingen gik hjem, akkurat lige saa klog som den var kommen. Det havde man ikke ladet sig nøje med i Otte og Fyrre. Ogsaa det store Folketog til Christiansborg greb mig ved sin imponerende Vælde, Midt gennem den bølgende Menneskemasse skød den sig frem, denne Borger-Falanx, med Hvidts noble Skikkelse i Spidsen. Det Hele gik saa roligt, sindigt, støt og trygt, at man ikke for- staar Uroen paa Slottet, mindst hos Hans Maje stæt. Frederik den Syvende var i det Hele ingen Helt, og i hans første vanskelige Regjerings- periode svajede han for vexlende Stemninger af højst ulig Natur. Snart vilde han regére, snart abdicere, og da han nu saae det store Tog nærmesig Slottet, udbrød han blegnende: „Hvad er dette? Hvorfor stormer denne store Folke­ masse mod vort Slot?“ Stemann svarede: „Deres Majestæt, det er Kjøbenhavns Borgere, som under Anførsel af deres Repræsentanter kommer for at bede om en Konstitution."