KrigenKoleraen

at tale med den smukke, statelige Dronning, hvis Skikkelse gjorde et dybt Indtryk paa min Barnefantasi. Tidens stærke Frihedsbevægelser og hele den politiske Understrøm, der væltede sine Døn­ ninger lige fra Augustenborg til Kjøbenhavn, mærkedes der Intet til i det HammerichskeHus. Skønt Hammerich selv senere tog Del i Friheds­ bevægelsen og blev valgt til Medlem af den grundlovgivende Rigsdag, mindes jeg ikke at have set Politikere af Rang som stadige Gæster i hans Hus. Af saadanne mindes jeg kun to, Digteren Christian Molbech, „unge Molbech“ som han dengang kaldtes, og Frederik Høedt, somda var en ung, flot Dandy, der endnu ikke havde gjort sig bemærket som Skuespiller. Vi Drenge kunde alle godt lide den stille, alvorlige, lidt sværmeriske Molbech, medens vi derimod nærede en stærkAntipathi mod Høedt, paa hvem vi ligefrem saae os gale. Naar han strøg op i sit soignerede Polkahaar, medens et overlegent, sarkastisk Smil blottede hans hvide Tænder, kunde han komme med Bemærkninger over os Drenge, dobbelt saarende, fordi vi ikke kunde eller turde imødegaa dem. Høedt var selv gammel Borgerdydianer og følte sig derfor knyttet til Skolen, til hvilken han skrev Sange ved højtidelige Lejligheder, saaledes til Sven-