KongligeBlindeintitutsHistorie

45 Kai<1: da der er saa faa Mænd her i Landet, som praktisk have gjort sig bekendt med fremmede Blindeinstitiitter, vil det udentvivl blive nødvendigt at lade den Mand, som man udseer dertil, foretage en Udenlandsreise paa 1 Aar, for at han paa de rette Steder kan studere sit Fag. Men efterat ban er valgt, bør man ikke tinge med ham om hans Myn­ dighed; thi vi tro neppe at fejle, naar vi paastaa, at endnu har intet Blindeinstitut villet trives uden ved Hjælp af en stærk Concentration af Bestyrelsesmyndigheden hos en be­ gavet Mand, som levede og virkede for Instituttet og for det alene. Vi anse det for rettest, at Forstanderen deltager i Undervisningen, dog bør han ikke være overlæsset med Timer, da den fornødne Tid maa levnes ham, dels til at føre Til­ synet med de andre Læreres Undervisning og at veilede disse, saalænge som de ikke ere trængte ret ind i Methoden, dels til at besørge de øvrige Forretninger, som ville komme til at paahvile hain“ . Derefter fremhæves det Ønskelige i, at Forstanderen ogsaa forestaar den daglige Økonomi og Regnskabsvæsenet. Kommissionen gjør gjældende, at den, hvem saa mange Pligter paahvile, ogsaa bør stilles gunstigt i økonomisk Henseende og have Pensionsret for sig og Enke. „Han bør tillige være understøttet af et dygtigt og vellønnet Lærerpersonale. Den gratis Undervisning bør aldeles af­ skaffes; de fleste Lærere bør have saa mange Timer, at Undervisningen i Instituttet bliver deres Hovedbeskæftigelse, og de bør stilles saaledes, at man kan vente deres Virksom­ hed fortsat i en Række af Aar“ . Kommissionen udtaler sig ogsaa for Ønskeligheden af, at Forstanderens Hustru tillige kunde være Børnenes Pleje­ moder og Lærerinde ved Instituttet. Dog vil man ikke op­ stille dette som en Regel, da det ikke vilde passe i alle Tilfælde. Man udtaler sig ogsaa for, at nogle af Lærerne tages al de Blindes Kreds, dog selvfølgelig kun, forsaavidt man „har Blinde til Raadighed, som egne sig for Lærerfaget“ . I et følgende Afsnit omtales Lærefagene: Til de hidtil