KongligeBlindeintitutsHistorie

22 Samfundets Almisse-Lemmer: Enhver af dem lærer et eller tiere Haandarbeider, hvorved de, i eller udenfor Instituttet, kunne fortjene deres Brød, om ikke ganske, saa dog tildeels". A f denne Udtalelse fremgaar, at Bestyrelsen havde det rette Blik for den foreliggende Opgave. Man var ikke blind for den Fare, der laa i Fremstillingen af Resultater overfor Offentligheden, for hvilken Sagen var ny og fremmed, og hvor der ikke var nogen lang Vej fra Tvivlen til Forbav­ selsen og Beundringen, men derimod meget langt til den rette Opfattelse af, hvad der kunde stilles som en rimelig For­ dring med Hensyn til den Blindes Arbejdskraft og Stilling i Konkurrencen med de Seende. Ogsaa i denne Henseende udtalte Bestyrelsen sig rigtigt, idet den angaaende de Blindes Selverhverv siger: „hvorved de kunde fortjene deres Brød, om ikke ganske, saa dog tildeels". Naar der tilføjes: „i eller udenfor Institutet", seer man dog paa samme Tid, at man dengang havde Tanken om en Arbejds- og Forsørgel- sesanstalt for Øje, lige saa vel for mandlige som for kvinde­ lige Blinde. Der fortsættes, som følger: „II. Vi ville, at de Blinde føle sig under og ved vor Dannelse mindre ulykkelige ; de skulle ei længer i sørgelig Uvirksomhed og Lediggang hen- sukke deres Tilværelse; vi ville føre dem ud af det For­ mynderskab, under hvilket de hidtil stode, ind i Forbindelse med Verden, og de skulle selv glade føle deres Værd ved at kunne arbeide fil Selskabets Gavn". Derefter udtales, at man ikke vil indskrænke sig til at uddanne dem til Arbejde, men ogsaa udvikle deres Aand, klare deres Forestillinger og Begreber, og aabne deres Hjerter for ædle Følelser. Man vil give dem Stof til Eftertanke og Underholdning. „De bør samle Kundskab om Pligt, om et høiere Væsens Tilværelse, om Udødelighed." Der tilføjes: „De med svage Evner be­ gavede bør alene — foruden Haandarbejde — lære Religion og Regning". Om en egentlig forberedende Undervisning, som man