KongligeBlindeintitutsHistorie

245 „Ligeledes findes der enkelte Blinde og Svagsynede, hvis Døvhed er bleven saa fuldstændig, at de hverken ved Hjælp af Hørerør eller Audifon kunne komme til at høre, og som derfor ikke kunne undervises paa Blindeinstituttet. Disse (døve) Blinde og de af de (døve) Svagsynede, der ikke have tilstrækkeligt Syn til at kunne undervises paa et Døvstumme- institut, maa være Genstand for en særlig Behandling og bør derfor henvises til en eventuel Afdeling for særlig abnorme Børn". I den af Ministeriet derefter under 25. Februar 1901 meddelte Resolution hedder det med Hensyn til særlig abnorme Børn: „I Henhold til den i Sagen modtagne Indstilling skal Ministeriet . . . have Bestyrelsen anmodet om at foranledige, at Opmærksomheden stadig henvendes paa, om der i det Kgl. Blindeinstitut maatte forefindes saadanne svagtbegavede døve eller svagthørende Børn, for hvilke en særlig Under­ visning udenfor Instituttets Hammer er at ansé for ønske­ lig, , samt at der regelmæssigt hvert Aar gives Ministeriet Meddelelse om saadanne Børn med Indstilling om, hvilke Forholdsregler der af Hensyn til dem ville være at tilraade". Ministeriet har derpaa efter at have modtaget Bestyrel­ sens Indberetning af 12. Juni s. A. angaaende saadanne Børn, baade i Instituttet og dets Forskole, og efter at have brevvexlet med Direktøren for de Kgl. Døvstummeinstitutter, resolveret, at 1 af Forskolens Elever skulde overføres til Døvstummeinstituttet i Fredericia og 2 af Blindeinstituttets Elever (hvoraf den ene extern) skulde modtage Undervisning i Haandalfabetet paa det Kgl. Døvstummei nstitut uden at optages der. Den ene af disse, en Pige, modtog derefter Undervisning i Religion sammen med de Døvstumme og blev sluttelig konfirmeret af Pastor Heiberg. (Den anden, en Dreng, var bleven konfirmeret før Optagelsen i Blindeinstituttet). Med Aandssvageanstalterne har Instituttet stadig staaet i Forbindelse, idet en Del blinde Børn have maattet over