KommunitetetOgRegentsen_1862

Første Tidsrum. 1569 — 1728 . VI. 115 hidsætte nogle Bemærkninger, der nærmere ville oplyse, at de nævnte Øvelser just i Henseende til deres tvende Hovedformer, D i s p u t a t i o n og D e k l a m a t i o n , ganske vare indrettede efter, hvad der i de Tider var almindelig Skik og Brug ikke alene ved vort, men overhovedet ved alle Universiteter. Allerede fra den tidligere Middelalder betragtedes den syllogistisk-samtalende Drøftelse af videnskabelige Sæt­ ninger ( disputatio ) og det mundtlige efter visse techniske Regler udarbeidede Foredrag ( declamatio ) som nogle af Universiteternes frugtbareste Dannelsesmidler. Begge havde deres systematiske Methodik, hiin i den paa de aristo­ teliske Love for Tænkningen byggede Logik, dette i Vel­ talenhedslæren eller Rhetorikken: paa Lærestolen behand­ ledes faa Videnskaber med den Omhu og Iver som disse tvende, og i Theoriens praktiske Anvendelse uddannedes de Unge gjennem idelige Øvelser. Medens iøvrigt Dispu­ tationen og Deklamationen som Dannelsesmidler betragtede maatte antages gjensidig at skulle supplere hinandens Mang­ ler, lagdes der dog overveiende Vægt paa den første. Færdighed heri ansaaes som det mest talende Vidnesbyrd om akademisk Dygtighed, ligesom den var den sikkreste Adkomst til Berømmelse i den lærde Verden, og Studenten nævnede sit Universitets bedste og anseteste Disputator med samme Ærefrygt som Soldaten sin seirvante Feltherre. Det er en Selvfølge, at vort Universitet i saa Henseende ganske dannede sig efter sine ældre Søstres Forbillede, og i dets Ordinants af 1539 finde vi ogsaa ved Siden af Bestem­ melser om Forelæsninger de mest indtrængende Bud om Vedligeholdelse af begge de nævnte Arter af akademiske Øvelser. Det paalægges saaledes samtlige Universitets­ lærere, samtlige Doktorer og Magistre til bestemte Tider 8 *