KøbenhavnskeBoligtyper

skema. V i’har f. ex. faaet trappevinduet anbragt i den rigtige højde i forhold til trapperepos’en. Efterhaanden har vi ogsaa lært at give opholdsstuerne et stort vindue og kamrene et mindre, vi anbrin­ ger altanerne saaledes at de ikke skygger for den underliggende lejlighed og vi har ogsaa indset at det er behageligere at kigge ud af en stor rude end gennem et sprodsedelt vindue. Men vi arbejder med altfor gnidrede størrelser, detaillerne er for smaa i maalene. Vinduerne er blevet brede, men til gengæld oftest for lave og trykkede. I næsten alt det nyere byggeri fore­ kommer disse maalenheder mig for smaa. Der er ogsaa opstaaet en ulyksalig tilbøjelighed til grelle farve- virkninger, vinduer og døre og pudsede murflader males grønne, røde eller gule i farveskalaer, der oftest misklæder teglstenene og farverne i naturen. Med hensyn til husenes indpasning i terrænet, særlig i gamle parkanlæg, maa der derimod siges at være naaet smukke resultater, særlig i bebyggelser som Blidah, Bellavista, Lille Tuborg, Lyk- kensgave og Jørgenshave. Jeg har nogle gange i udlandet haft lejlighed til at vise lysbilleder af disse huse, omgivet a f gamle træer, støttet a f en fremragende fotografering, og har konstateret udlændinges beundring for dem. Selv om vi, der kender dem ud og ind, maaske er en grad mindre betagne, maa vi erkende at de seneste aar paa dette omraade har tilført os nye værdier i samvirkningen mellem arkitektur og natur. V i har tilført byggeriet nye æstetiske værdier, men vi har mi­ stet en del af de gamle, som der ikke var grund til at give op. Jeg vil slutte med, ligesom Steen Eiler Rasmussen i 1926, at frem­ hæve den foregaaende periode og hævde at statsboligfonds- husene, tiltrods for deres stereotype formalisme, ofte virker mere rigtige i maalene, har mere behagelige detailstørrelser og har mere holdning i bybilledet end de urolige flimrende nye huse med deres trykkede vindueshøjder, ofte uskønne altanformer og deres grimme farver. Der ligger stadig i etagehusenes rigtige udformning problemer, der slet ikke er løst endnu.

Boligbyggeriets V ilk a a r siden 1856 Af cand. polit. Enrico Hansen

Midt i det nittende Aarhundrede var København en By af Haand- 1856—1900 værkere og Handlende. Der fandtes ingen egentlig Industri, ingen ensartet Industriarbejderklasse og derfor intet Arbejderspørgsmaal men en betydelig Forskel mellem Rig og Fa ttig— omtrent en T i­ endedel af Befolkningen var under Fattigvæsnet.

Det herskende økonomiske Synspunkt var „Frikonkurrencen” . Meningen hermed var, at naar den enkelte varetog sin private Økonomi ud fra sine snævre økonomiske Interesser, gavnede han dermed ogsaa Helheden. Fra Samfundets Side burde der derfor ske saa faa Indgreb som muligt i Borgernes selvstændige Vare­ tagelse af deres økonomiske Interesse; alle kunstige Indgreb burde holdes ude, og Kræfterne burde have frit Spil. 44