KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

79

R E T T E N T I L U D E N V Æ R K E R N E

holdende m od stand store planer om udd ybn in g a f grøften mellem T ibb e rup Mose og D am hussøen . E n fo rordn ing a f 4 . m arts 1681 om, a t bønderne skulle holde K a g s å e n oprenset, b le v g ra v e t frem , og efter megen strid fik man v e d en komm is­ sionsdom a f 14 . ju li 1808 tilv e je b ra g t den ordning, a t bønderne langs åen skulle beta le h a lvd elen og vandvæ sen et halvdelen a f oprensningen. A rb e jd e t ud førtes dernæ st i årene ind til 1815 ; men da m an siden præsenterede regn ingerne for bønderne, b e ta lte kun et par a f dem, og vandvæ sen et kom til a t dække næ sten hele om ko stn in gen på 1300 rd. Sam tid ig med oprensningen lod m an T ibberup Moses afløb t il Søndersø tilstoppe med det resu ltat, a t mosen kom til a t stå under v a n d og igen b le v til en sø; men så h ø jt stod v an d e t ikk e , a t det kunne løbe ud gennem den oprensede g rø ft til Damhussøen. Snart k lagede bønderne v e d mosen da o ver den hø je vand stand . N y e komm issionsmøder og åsted sfo rretn inger b le v a fh o ld t. S lu tte lig bestem te en landvæsenskomm ission den 14 . maj 1820 , a t hvis v an d væ sen e t v ille bev a re nogen ret til v an d e t fra T ibberup Mose, m å tte det inden 4 u ge r og p å egen beko stn in g besørge den tilstræ kkelige udd ybn in g a f afløbet til D am hussøen . V and væ sen et søgte endnu a t opnå stø tte fra R en tekamm eret, men fo rgæ ves, og den 13 . september 1820 erklærede det, at det renoncerede p å v an d e t fra T ibb e rup Mose, og afløbet til Søndersø genåbnedes. E n dn u en gang rejstes sagen, da R en tekamm eret i 1844 b eslu ttede a t sæ lge mosen. V and væ sen et fik da lo v at o verveje, om det ville købe den, men v a r ikk e k omm et til noget resu lta t, da R en tekamm eret ophævedes, og D omænedirektora- te t i 1849 o ve rto g mosen. D en n y e in stitu tion v ille h a ve sagen a fg jo rt i en fa rt, og det kom da t il proces m ellem K øbenhavn s vandvæ sen og sta ten om ejendom s­ re tten . U nd er p roceduren forsøgte vandvæ senets sagfører a t få sagen a fv is t under hen visn in g til, a t den v a r til behand ling hos den komm ission, der v a r nedsat 1794 , og h vo r udsæ ttelse a f sagen v a r b e slu tte t 1801 . »Det er v e l sandt«, indrømm ede han , »at sam tlige komm issionens medlemmer ved døden er a fgået, men komm is­ sionen lever, og det m å endogså an tages, a t komm issionen efterhånden som nogen a f dem v e d døden er a fgået, har suppleret ta lle t ved a t tilk a ld e andre, så a t det a ltså ik k u n komm er an på a t udfinde, hvo der i ø jeb likk et beklæder komm issio ­ nen. Men d et gør i a lt fa ld in te t t il sagen, om komm issionen skulle h ave fo rsøm t d ette, th i m odp a rtiet v a r da fo ran led iget til a t begære, a t n y e komm issarier b le v b e s k ik k e t «. Med denne spidsfindighed endte vandvæ senets mange fo rgæ ves forsøg på a t opnå re ttigh ed er over T ibberup Mose. Dommeren i Nordre B ir k frakend te K ø b en ­ h avn s vandvæ sen enhver ejendom sret over mosen såvel som enhver ret til b e n y t­ telsen a f v a n d e t, og processens omkostn inger ophævedes. Denne afgørelse b lev siden stad fæ stet ved overret og højesteret, sidste sted i 1861 5). Senere trøstede m an sig m ed, a t det ville være b leve t van skeligt a t danne et reservoir a f T ibberup Mose, da den ik k e p å na tu rlig m åde v a r afgrænset fra de to tilstødende m oser; en opdæmn ing ville h ave k ræ ve t anlæg a f ko stbare dosseringer, h vo r moserne lå