KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

78

R E T T E N T I L U D E N V Æ R K E R N E

h isto risk redegørelse m ed c ita te r fra B en t K nud sen s tid b le v frem la g t, og J . H . H assing, der n y lig v a r tr å d t i komm issionens tje n e ste , fik 1785 ordre t il a t se på sagen. »Jeg fa n d t om sider stedet« , sk rive r han »men kunn e ik k e erholde tils træ k ­ k elig und erretn in g om de derm ed fo rbundne om stæ nd igh ed er; k u n fa n d t je g a f­ løb e t v e d K la u s d a l aldeles tilstopp et« . H assings fo re sa tte , m atem a tikp ro fesso ren J. M. Geuss, g a v im id lertid ordre t il a t fa re fo rt. 1786 b le v g rø ften fra D am h u s­ søen op t il K la u s d a l renset og en sten k iste sa t und er v e je n v e d K lau sd a l. D e tte g a v dog in te t v a n d , eftersom g enn em løbet lå hø jere end mosens overflad e, men komm issionen synes a t h a v e la g t m ind re væ g t herpå. M åske v a r d et ik k e v a n d e t, men det gode tø rv e skæ r, den v a r ude efter. I 1790 b eslu tted e R en tek am m e re t im id lertid , a t nu sku lle mosen ud tø rres, og da d et v id ste , a t B ran d - og V a n d k om ­ m issionen in teresserede sig fo r søen, spu rg te det, om komm issionen v ille deltage i u dg iftern e, h v is v a n d e t b le v led e t til D am hussøen , eller om den h a vd e noget im od , a t d et b le v led e t no rdpå. K omm ission en hæ vded e i den an ledn ing, a t det v a r gan ske u tillad e lig t a t lede v a n d e t andre steder hen end til D am hussøen . I de fø lgende år h o ld t am tets landvæ sen skomm ission flere åsted sm øder fo r a t se på afløb sm u ligh edern e; m en i sted et fo r a t nå t il en o rdn in g b le v m an stad ig mere uen ige. K omm ission en k ræ ved e nu ik k e b lo t v a n d e t, m en også ejendom sretten til mosens grund . V a n d e t v ille R en tek am m e re t gerne a fstå , n å r b lo t komm issionen v ille sørge fo r afledn ingen , m en grunden v ille det beholde. V and kom p agn iern e h en ­ v is te fo rgæ ves t il en fo ro rdn ing a f 1790 , h vo re fte r lod sejere lan gs v an d løb h a vd e p lig t t il a t sørge fo r oprensn ingen. I 1794 b le v der da n ed sa t en komm ission b e ­ stående a f ju s titia riu s Carl W ig a n d t F a lb e og assessor A nd rea s B jø rn R o th e ; den sku lle b ringe rede p å T ib b e ru p Moses fo rho ld og ligeledes ta g e sig a f strid ighederne v e d U tte r s le v Mose. V and kom p agn iern e i K ø b e n h a v n v a r ik k e så glade fo r denne proces. D e m en te, den p å fo rhånd v a r ta b t, og d et v a r jo dem , der sku lle b e ta le om kostn ingerne. D e v en d te deres vred e m od H assing , som de s k y ld te fo r a t væ re oph av sm and til sagen, skøn t han k u n h a vd e h and let efter ordre, og de k ræ vede h am a fsa t. D e fik s ta d s­ kondu k tø ren , professor J . H . R aw e rt, til a t undersøge sagen, og h an fa n d t ud af, a t h v is g rø ftea rb e jd e t ve d K la u s d a l sku lle væ re t il nogen n y tte , sku lle der graves 4 — 6 alen d yb e re ned. D e t end te da m ed, a t H assing i 1799 m å tte træ de tilb ag e. D o g fik h an an sæ ttelse som m edh jæ lper hos sekretæ ren fo r B ran d - og V a n d k om ­ m issionen, kan ce lliråd H an s T reeld . P å denne b agg run d kom B rand - og V andkomm ission en se lv fø lg elig t il a t stå sv a g t, og v e d n y tå r 1801 in d g a v den begæ ring om , a t sagen m å tte b liv e u d sa t, fo r a t m an kunne søge fo rlig. D en 20 . ja n u a r 1801 b le v sagen da u d sa t. R e n te k am ­ m eret v e d b le v a t ud leje re tten til tø rve skæ r. I sagen om U tte r s le v Mose a fsagde 2-mands komm issionen derim od dom i 1802 4). B rand - og V andkomm ission en o p g a v dog ik k e æ v ret. U nd er alle fo rho ld hæ vdede den re tten til v a n d e t fra T ib b e rup Mose og lagde trod s vandkom p agn iern e s v e d