KøbenhavnsUniversitet_1929

26 v ide: om en eventuel Bevilling kunde forliges med »Guds Lov« eller ikke — og slet ikke den juridiske Side af Sagen. Den skulde Adm inistrationen nok klare selv. Det juridiske F aku ltet fik først Betydning efter a t Andreas Hojer i 1734 var bleven Professor i N atur-, Folke- og S tatsre t. H an var den første, der tog det indenrigske Lovstof op til videnskabelig Behandling ved Uni­ versitetet, og i sine Kollegier over dansk, norsk og slesvig-holstensk Ret lagde han Grunden til den nationale Retsvidenskab. Dertil kom, a t han to Aar efter sin Udnævnelse — ved Forordn, af 10. Febr. 1736 — fik indført baade den fuldstændige juridiske Embedseksamen og den juridiske Eks­ amen for ustuderede, og saaledes banede Vej for et m aalsikkert og velord­ net S tudium for Rigernes vordende Embedsmænd og Dommere. F rem ra­ gende videnskabelige Ju riste r, Mænd som Henrik Stampe og Kofod An­ cher, fulgte i hans Spor. Derimod fik en banebrydende Begavelse som A. S. Ørsted aldrig Sæde i det juridiske F ak u lte t; da han var ung, holdtes han ude — Hertugen af Augustenborg, som stod i Spidsen for Universitets­ direktionen, yndede ikke hans Tilbøjelighed for den nyere tyske Filosofi — og senere gav hans praktiske Dommergerning, hans Embeds- og S ta ts­ m andshverv ham ikke S tunder til Universitetsvirksomhed. Men den over­ legne, skarpe og klare Retsopfattelse, han udfoldede i Embedsførelse og Fo rfatterskab , blev grundlæggende for det moderne Un iversitetsstudium , og er i nyere Tid videreført af Ju riste r som F. C. Bornemann ( f 1861) og Carl Goos, der baade som Retslærere og tillige rent adm in istrativ t begge har haft stor Betydning for U n iversitetet. At Ju raen alene ikke dækkede Embedsmændenes Behov — det var man klar over allerede før Udgangen af det attend e Aarhundrede, og ved Fundatsen af 1788 optoges derfor en nødtørftig Kundskab om dansk S tatsforfatning og almindelig S tatistik som juridiske Eksamensfag. Først i 1848 indførtes en selvstændig s ta ts ­ videnskabelig Embedseksamen. Endnu senere end Ju raen naaede Medicinen frem til den fremskudte Plads ved Københavns Universitet, som den indtager i vore Dage. Den, der i ældre Tid vilde studere Lægevidenskaben, søgte i Reglen til Ud­ landet, og slog han efter H jemkomsten ind paa praktisk Virksomhed, var det oftest som kgl. Livlæge eller Medicus i de højeste Kredse; fremmede Medici kom hertil i samme Hensigt — thi al Lægepraksis var fri. Der var dog ikke nær nok af studerede Læger i Landet, omkring ved Aar 1600 fandtes der næppe en Snes i Danm ark og Norge tilsammen, iberegnet de to lægevidenskabelige Professorer ved Universitetet, der skulde være Doktorer i Medicinen. Den almindelige Lægegerning ude i det store Folk var i Hænderne paa