KøbenhavnsSlagterlaug_1451-1926

98

—

—

Mursten og have behørigt Fald mod Gaarden. Skarnkisten i Gaarden skulde være muret i tre Alens Dybde og Udløbet fra Gaardens Rende­ sten skulde være forsynet med en Jernrist, der forhindrede, at Affaldet skylledes ud paa Gaden. Skarnkisten maatte aldrig fyldes »over Jor­ den«, men skulde stedse, især om Sommeren, renses og Indholdet bort- køres. Endelig maatte Slagterne ikke have Svin i deres Gaarde mere end en Nat over, og de maatte ikke under en Straf af 2 Rdl. have det slagtede Kød tilsalgs i deres Huse og endmindre hænge det udenfor Husene, men kun i deres Boder og Stader. Allerede nogle Aar forinden var Slagtermester J o h a n C h r i ­ s t i a n B r a n d t, en indfødt Mecklenborger, der boede i Magstræde, fremkommen med Forslag om at lade opføre Slagtehuse paa Vandet ved Blaataarn. Han henviste til, at man i Tyskland opførte Slagtehuse over rindende Vand, hvorved Affaldet bortførtes af Strømmen, og Kødet tillige lettere bevaredes friskt. Samtidig henviste han til, at Kongens Kasse aarlig tabte nogle tusinde Rigsdaler i Konsumtion, idet det slagtede Kød, da det i Slagtetiden var alle og enhver tilladt at slagte udenfor Portene, forelaa i saa store Mængder, at Konsumtions- betjentene ikke kunde have Rede paa det, hvorfor meget gik gennem Portene, uden at der blev betalt for det. Brandts Motiver var dog ikke af egentlig filantropisk Karakter. Han tilbød for 8000 Rdl. at opføre nogle Slagtehuse paa Pæle i Vandet ved Tømmerpladserne ved Lange­ bro, og alt Kvæg skulde saa slagtes her. Konsumtionen vilde herved stige, idet man bedre kunde have Indseende med, at den blev erlagt, og man vilde kunne faa 2000 Rdl. ind i Leje aarligt af Boderne. Ende­ lig vilde Slagterne blive befriede for de dyre Gaarde inde i Byen, og denne blive fri for »megen Stank og Urenlighed«. At Brandt som Be­ lønning vilde have Opsyn med Slagtehusene mod en aarlig Løn, næv­ nes kun i Forbigaaende, men har sikkert været den egentlige Grund. Magistraten erklærede, at Kongen intet mistede i Konsumtion ved den gældende Ordning, og at Brandts Forslag kun vilde tjene til at fordyre Kødet og til Slagternes Ruin. Brandts Forslag vandt derfor ikke Bi­ fald, men det er ganske interessant at se, at hele den lange Kæde af Forslag og Overvejelser om bedre Ordning af Slagteforholdene, der endte med Oprettelsen af Københavns offentlige Slagtehuse i 1887, er indledet af en af Laugets egne mere end hundrede Aar forinden. Medens Reskriptet af 1776 forbød Slagterne i København at slagte andre Steder end i deres Gaarde, synes man navnlig i Forstæderne,