KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

82 havde selvfølgelig ikke samlet ret store Midler, og de faa Midler, der kunde skaffes, blev uddelt til de Fag, der kom først i Konflikt og altsaa havde Arbejdsstandsning i 11 Uger. Arbejdsstandningen orm fattede i de første 4 Uger 57 °/0 af H jæ lpefondens Omraade og i de sidste 7 Uger ca. 9 0 %, og det er klart, at de 1 0%, der var i Arbejde, selvfølgelig ikke kunde yde et Ekstrakontingent, der betød noget i denne Forbindelse. Det, der havde bevirket Konflikten, var Dansk Arbejdsmandsfor* bunds stejle Holdn ing, og Dansk Arbejdsmandsforbunds Formand ud* talte offentlig under Konflikten, at han fastholdt sine Krav, selv om Arbejdsstandsningen skulde vare saa længe, at den danske Krone gik ned i en Værdi af 10 Øre. Paa dette Omraade viste han sig imidler* tid at være en daarlig Spaamand. Den danske Valuta gik af andre Grunde den modsatte Vej og steg meget betydeligt, og det varede ikke mange Maaneder, før Inflationsperiodens gode Tider var forbi. N u kom Deflationskrisen. Den nu forløbne Periode var paa sin V is lige saa bevæget som Krigsperioden. Medens Skotøjsindustrien fra 1909 til 1921 havde væ* ret forskaanet for Arbejdsstandsninger af Betydning, fik man nu i Løbet af 4 Aar 3 store Lockouter, hvoraf de to første førtes for at komme ned paa Jorden igen efter Krigstidens opskruede Lønninger, og den tredie for at forhindre en ny Forhøjelse af Lønningerne paa et Tidspunkt, hvor man var klar over, at Udvik lingen snart igen vilde gaa i ugunstig Retning. Lønningerne for mandlige Arbejdere gik ned fra 256 Øre i 1920 til 169 Øre i 1922, men steg igen i H enhold til Pris* tallet til 183 Øre i 1925. For Kvinder var de tilsvarende Tal 153 Øre, 96 Øre og 105 Øre. Man havde i Aarene 1921—1922 gennemlevet en Krise saa voldsom , som man aldrig før havde oplevet, under hvilken en stor Mængde af Fabrikkerne bukkede under (Medlemsantallet sank fra 66 i 1920 til 48 i 1925), og efter en kortvarig Bedring af For* holdene stod man nu overfor en ny Krise.