KøbenhavnsMælk

gemme hen i mange Dage, inden de fik nok. Og de havde ingen Mælkekælder, men Fløden staaende i flade Fade, paa Hylder oppe under Loftet i det fælles Spise- og Soverum. I denne lyk­ salige Atmosfære syrnede Fløden i god Tid og indsugede grun­ digt Hjemmets Atmosfære. Man kunde finde baade Fejestøv, Sengedun, Haar og Halm i den. Paa Herregaardene havde man holstenske Mejersker, og de var renlige. De skurede og skrubbede Bøtterne og kunde uden Termometer nøjagtig skønne, hvornaar Fløden havde den rette Konsistens og Temperatur til Kærningen. Naar de mindre Landmænd kom saa nogenlunde med, at de var modne til at gaa aktivt ind i Andelsbevægelsen, da den blev aktuel, skyldes det vel i første Række, at Fæstegaardmand Jens Christensen fra Voldum i 1835 henvendte sig til »Det kgl. dan­ ske Landhusholdnings-Selskab« og bad det oplære hans Datter, Trine Jensdatter, i forbedret Mejerivæsen. Resultatet blev, at Datteren fik Uddannelse paa Gjeddesdal ved Roskilde, og at Landhusholdningsselskabet derefter paabegyndte en toaarig Mejerskeuddannelse, som foregik paa forskellige Herregaarde rundt om i Landet — et Kursus, der fortsattes uafbrudt med skiftende Hold Elever lige op til 1885. Og det har vel bidraget væsentlig til, at det fine og »storagtige« blev taget af Renlighe­ den og dens praktiske Betydning indprentet i de tusinde Bonde­ hjem Landet over. Der forlyder intet om, at Herregaardsfolket dengang, 1750—1850, da Herregaardssmørret noteredes i dobbelt Pris af Bondesmørret, var saa særlig renfærdigt i det daglige. Og da slet ikke, at man indenfor Landadelen havde nogen Anelse om

15