KøbenhavnsMælk

som giver grim Afsmag til Mælken og dermed til Smørret og Osten. løvrigt lod de Gaardens Kvindfolk om at passe Mejeriet. Hollænderne har alle Dage lignet os Danske meget: De elsker at dirigere andre i Arbejdet. Og saa er vi inde i det andet Kapi­ tel, som varer ved lige til Andelsmejeriernes Dage, det samme om og om igen: En Fodermester, som var Hollænder, i de se­ nere Tider Holstener, ledede Virksomheden, mens Malkning, Smørkærning og Ostning var Kvindearbejde. Studehandelen, som jo alle Dage var en Herremands sande Beskæftigelse, arbejdede sommetider under stærkt svingende Konjunkturer, hvilket førte til en stigende Interesse for Meje­ riet, og med de store Godsers Evne til at samle al den bedste Jord lykkedes det at skaffe Græsning af den Kvalitet, som giver det fineste Smør. Saa man fik hurtigt den Sondring mellem Herregaardssmør og Bondesmør, der har holdt sig helt op til vore Dage. De store daglige Mælkemængder gav ogsaa forret­ ningsmæssig Basis for den bedst mulige Indretning af Mejeriet, og selv om man ikke var klar over Hygiejnens afgørende Betyd­ ning, var der altid mere Renlighed paa en Herregaard end blandt de jævne Fæstebønder — som jo dengang under Hove­ riet, før Stavnsbaandets Ophævelse, nød saa ringe Agtelse blandt Godtfolk, at de ofte kunde have svært nok ved at agte sig selv. Smørret var den egentlige Handelsvare. Paa Herregaardene blev Mælken straks efter Malkningen siet op i lave Træbøtter, som stod i Mælkekælderen, hvor Temperaturen var nogenlunde ens Sommer og Vinter. Paa Herregaardene kunde man samle Mælk nok til daglig Kærning, mens Smaabønderne maatte

14