KøbenhavnsKommuneskole_1814-1914

25 skellige Steder i Byen, og derefter indføres i Protokollen*). Endelig naar Sagen til Direktionen, der i sit første Møde bliver enig om at opkalde Forældrene og give dem en Advarsel. Herom gives der Kommissionen Underretning, og denne maa atter klage, hvis Forsømmelsen gentages. Den samme langsommelige Vej maa da igen vandres, og først nu skrider Direktionen til at idømme den i og for sig ikke særlig skrækindjagende Mulkt af 4 Sk. for hver f ø l ­ g e n d e Dag, der forsømmes. Inden man imidlertid er kommet saa vidt, er Forældrene flyttet over Sognegrænsen, og Komedien kan nu atter be­ gynde med en ny Skolekommission. Kommissionerne var imidlertid langt fra blinde for dette usømmelige Forhold. Men saa længe der ikke var til­ strækkelige Skoler, var der næppe noget at gøre. Man nøjedes derfor først med at sørge for Lokaler til alle Børn over 11 Åar, senere udvidedes Grænsen til 10 Aar. De stadige Klager bevægede endelig Direktionen til at forebringe Sagen for Kancelliet, og i Aaret 1832 gik man endog saa vidt, at man forhøjede Næringsskatten med 2000 Rdlr., „da Afgørelsen af en Skolesag mulig kunde foranledige en større Udgift.“ Pengene fik man; men Skole­ væsenet saa blot intet til dem. — Den Mangel paa indbyrdes Samarbejde mellem Kom­ missionerne, som Behandlingen af Skoleforsømmelserne lag­ de for Dagen, kom ogsaa frem ved Autorisationen af Lærere — særlig som Ledere af Privatskoler. En Lærerkandidat, som havde indstillet sig for Kom­ missionen i et Sogn og der var blevet vraget enten paa Grund af manglende Duelighed, eller fordi der i Forvejen

*) Se Stenersen Gads før omtalte Artikel i jMaanedsskrift for Littera­ tur« X Bd.