KøbenhavnsKommune_1940-1955 (2)

INDLEDNING

53 uomgængelig nødvendig. Arbejdets videreføring var imidlertid betinget af, at der skaffedes hjemmel for kommunen dels til ydelse af midlertidigt husleje­ tilskud til beboere, der måtte fraflytte kvarterets lejligheder, og dels hjemmel for ydelse af statslån også til kontor- og forretningsbygninger (hvilket skete ved lov af 31. marts 1953). Kommunalbestyrelsen oprettede i 1953 et saneringsfond på 2 mill. kr. til imødegåelse af de kommende udgifter; magistraten kunne disponere over fondets midler til saneringsformål for saneringsplaner, der var vedtaget af borgerrepræsentationen. Endvidere nedsattes et fællesudvalg til behandling af saneringsspørgsmål. I foråret 1954 var forholdene bragt endelig i orden, herunder tilveje­ bringelsen af det fornødne antal erstatningslejligheder, således at saneringen i Adelgade-Borgergade-kvarteret kunne genoptages; ialt var der tilbage i kvarteret ca. 1.000 lejligheder og ca. 800 erhvervslokaler. Saneringen ventes tilendebragt i løbet af ca. 5 år, se endvidere s. 118 ff. I 1953 havde fællesudvalget, der var nedsat til behandling af spørgsmål om sanering af usunde bydele, godkendt saneringsplan for en karré på Vester­ bro, Saxogade-Matthæusgade-Westend-Vesterbrogade, gående ud på en fjer­ nelse af dårlige baghuse (»gårdrydning«) og enkelte særlig ringe forhuse. I sommeren 1955 vedtog borgerrepræsentationen at erhverve de pågældende ejendomme og påbegynde arbejdet, når de nødvendige ca. 300 erstatnings­ lejligheder var fremskaffet. I mindre målestok og delvis uden forbindelse med kommunen påbegyndtes i 1954 en totalsanering for nogle ejendomme på Christianshavn. De gamle bygninger på hjørnet af Prinsessegade og Sofie- gade —den såkaldte »Dødens Hule« —der indeholdt nogle af byens dårligste boliger, blev nedrevet og vil blive erstattet med en moderne beboelsesbygning. Den spændte økonomiske situation, der indtraf i 1950 i forbindelse med devalueringen og koreakrigens udbrud i juni måned, medførte en diskonto- forhøjelse fra 3 V 2 til 5 pct. og en kraftig prisstigning; detailpristallet steg oktober 1949 - oktober 1950 med 26 points. For Københavns kommune betød det øgede finansielle vanskeligheder, bl. a. som følge af lønstigninger, højere brændselspriser og større udgifter ved forrentning og afdrag på udenlandske lån. Lyspunktet i den vanskelige situation var den forholdsvis lave arbejds­ løshed. For hovedstaden med forstæder var arbejdsløshedsprocenten i årene 1951-55 følgende: Samlet arbejdsløshedsprocent bygnings- industrien heraf: metalindustrien Provinsbyerne Landdistrikterne 1951 . . . 6,9 10,2 4,2 9,9 13,8 1952 . . . 9,3 13,3 7,7 11,9 18,1 1953 . . . 7,0 9,5 5,8 9,0 12,6 1954 5,0 8,2 2,8 7,8 12,8 1955 5,8 10,8 3,5 9,6 15,6 Københavns kommune 1940-1955. 5