KøbenhavnsKommune_1940-1955 (2)

38 INDLEDNING 3.600 lejligheder og i de 11 kommuner, der i denne periode udgjorde hoved­ stadens forstads- og omegnskommuner, ca. 18-19 .000 lejligheder. Tallene kommunerne imellem var et udtryk for, at de tre hovedstadskommuner nær­ mede sig til at være udbygget, således at boligbyggeriet og hovedstadsområdets befolkningstilvækst i stigende omfang måtte henvises til det ydre hovedstads­ område. Folketallet i København optaltes i november 1950 til 768.100 eller en stigning siden 1945 med 32.400, hvoraf ca. 30.000 var fødselsoverskud og kun ca. 2.400 vandringsoverskud. En opgørelse i 1950 af boligbehovets dæk­ ning i hovedstaden viste, at ca. 97 pct. af ægteparrene, ca. 72 pct. af de forhen gifte og ca. 40 pct. af de ugifte over 25 år var indehavere af egen lejlighed. I forhold til 1940 var der tale om en mindre tilbagegang for ægtepar og en mindre fremgang for ugifte og forhen gifte, hvortil dog erindres om, at der i 1940 var en boligreserve i hovedstaden på ca. 7.000 lejligheder, medens der i 1950 praktisk talt ikke fandtes ledige lejligheder. Mangelen af en boligreserve betød, at de boligsøgendes udvalg var begræn­ set til de lejligheder, der blev ledige ved død eller ved fraflytning, og til det dyre nybyggeri. Som følge af indtægtsstigning og huslejestop var det blevet økonomisk overkommeligt for flere at have egen lejlighed, hvilket yderligere øgede efterspørgslen efter lejligheder. Da nybyggeriet ikke kunne tilfredsstille denne efterspørgsel, og da det under disse forhold mentes nødvendigt at opret­ holde nedrivningsforbudet, der hindrede sanering, selv af de dårligste lejlig­ heder, føltes forholdene på boligmarkedet ikke tilfredsstillende. Vanskelig­ hederne ved at skaffe sig selvstændig lejlighed vil under sådanne forhold være størst for den dårligst stillede del af befolkningen, hvilket i sidste instans var ensbetydende med et stærkt pres på forsørgelsesvæsenet. For det københavnske erhvervsliv blev 1946 det egentlige opgangsår, selv­ om det, som foran omtalt, stadig kneb med brændselsstoffer, og produktionen for en række vigtige industrier lå langt under produktionen i 1939. Som et udtryk for den bedre vareforsyning kan nævnes, at flere store forretninger fra 5. august 1946 for første gang siden krigen afholdt udsalg med nedsatte priser. Benzinen blev frigivet den 1. november 1947. I slutningen af august 1948 blev det tilladt at anvende neonbelysning til udvendig illumination og reklame­ belysning, og fra 1. september samme år ophævedes endelig gasrationeringen. Brød- og tobaksrationeringen ophævedes den 1. december 1948, og fedtstof­ rationeringen (smør, margarine) bortfaldt den 6. november 1950. Industriproduktionen var stadig stigende fra 1946, knapheden på mate­ rialer var nedadgående, og arbejdsløsheden meget moderat. I 1950 var afsæt­ ningsvilkårene for industriens produkter særdeles gode, hvilket var fremkaldt ved de stigende priser såvel på verdens- som på hjemmemarkedet. Industriens produktionsindex var uafbrudt stigende indenfor perioden 1945-50; sættes 1935 = 100 var tallene følgende for de enkelte år: 1945: 81, 1946: 110, 1947: 126, 1948: 140, 1949: 150 og 1950: 167.