KøbenhavnsKommunalforfatning_1840

12 Flemm ing D ahl Hovedopgave i at ra ad e Bod h erp aa . E n Reform lovgiv­ ning m aatte udskydes til lysere T ider. Med Urette h a r da den æ ldre H isto riesk rivn ing b e b re j­ det F red e rik V I’s Mænd, at P eriod en 1814— 30 refo rm - politisk v ar en død Tid. Og fuld stæ nd ig fejlag tig t er det a t stemple han s m aadeho ld en t konservative Regering som »reaktionæ r«, som et »uvæ rdigt og sløvende L and sfader- og K ancelliregim ente«.1) Yngre F o rske re er n a a e t til et rigtigere og retfæ rd igere Syn p a a den senere dan ske E n e ­ væ lde.2) At denne havde gennem fø rt ikke blot L ighed fo r Loven, m en i det hele taget fu ld statsborgerlig L ighed og et visst Maal af F rihed , fø rst og fremm est p a a det aandelige Om- raade, h a r der vel a ltid h ersket En ighed om. Med liden Bund i V irkeligheden h a r m an derim od som E tikette paa T id salderen klæbet et »Vi alene vide«,3) en agitato risk Om tydn ing af de b u re au k ra tisk e Ord, K ancellipræ sident S tem ann i et vred t Ø jeblik lagde Kongen i Munden, da h a n afgav sit Svar p a a T rykk e frih ed sad ressen 26. F e b ru a r 1835.4) Betegnende fo r de fak tiske F o rho ld er derim od F red erik VI’s Y tring til Grev R an tzau -B reitenbu rg 14. De­ cember 1830: »Det er af Vigtighed a t hø re alle«,5) en gylden Regel baade fo r Enevoldskongen selv og for h an s Kollegier. x) Rubin II, S. 503, 475. 2) P. Munch, Hans Jensen, P. Engelstoft, nærværende Forfatter bl. a. i Arbejder om C. G. Andræ og Artikler i Dansk biografisk Lek­ sikon, 2. Udgave. 3) Rubin II, S. 17, A. D. Jørgensen i D. R. H. VI a, S. 19 1—96. 4) Ud fra aarelange Studier af Danske Kancellis Historie, særlig P. C. Stemanns Politik og Personlighed, kan jeg alt i alt tiltræde Hans Jensens Opfattelse i Afhandlingen: »Vi alene vide — « i H. T. 10. Rk., IV, S. 261—77, for øvrigt i det store og hele ogsaa samme Forfatters Syn paa den senere danske Enevælde i nedennævnte Værk om Stændertiden. 5) Cit. hos Hans Jensen I, S. 119 ; sml. sst., S. 10—11. Indrømmes af Rubin, II, S. 13.