KøbenhavnsKirkesag_1926-29

2 0 0

end 25 af disse Lejligheder. Og dog melder Spørgsmaalet sig: Hvorfor bygger og indvier vi egentlig Kirker? Jeg ved godt, at der er mange Mennesker — og det vel ikke de mindst fromme — for hvem dette ikke melder sig som et Spørgsmaal. For dem er dette en naturlig og glædelig Ting: vi bygger Kirker til Guds Ære, og vi glæder os rent umiddel­ bart over, at det lykkes. Det maa jo være Guds Vilje, det kan der ingen Tvivl være om. Men der er nu andre, som ikke saa hurtig og saa let bliver færdige med dette Sporgsmaal. De

Timoiheuskirken, set fra Langgade.

har en dyb Samfølelse med den Slægt, som de tilhører. Og fra denne Slægt opstiger Raabet om at skaffe Menneske­ boliger, for at Mennesker kan faa Tag over Hovedet. Hvad skal vi da sige til dette Raab? — Vi skal svare med Jesu Ord: »Mennesket lever vel af Brød, men ikke af Brød alene.« Et Menneske har en Trang ud over Mad og Klæder og Husly; det har en Sjæl, der har sit Behov: Gud — den le­ vende Gud. Og det er vel det, som er Meningen med Apostelen Paulus’ Ord, som han skriver i Brevet til sin unge Ven Timo- theus: »Gudsfrygt er nyttig til alle Ting, og har Forjættelse for det Liv, som nu er, og for det Liv, som kommer. Denne Tale er troværdig og al Modtagelse værd.« Det er jo det, som man i gamle Dage kaldte et Skriftsprog. Om et Skriftsprog var der jo nogle, der havde den uforgribelige Mening, at det var noget forældet og aandløst noget. Men just som disse Tanker var paa Mode, kom man til at tænke over