KøbenhavnsKirkesag_1926-29

189

Vi møder i vore Samfund en sørgelig Mangel paa Enhed■ Dette er meget alvorligt. Naturligvis er der større Vanskeligheder i Sams fundene i København end paa Landet. Der kender man hinanden bedre og er af mere ensartet aandelig Støbning. Herinde, hvor man har saa lidt omgangsmæssigt med hverandre at gøre, er det vans skeligere at smelte sammen. Herinde er der større Forskelle i det aandelige Syn, og det er fra een Side godt. Muligheden for at stivne bliver mindre, hvis man da forstaar, at det er en Rigdom, og vil lade enhver have sin aandelige Ret. Men alt for ofte vil man over* vinde hinandens aandelige Syn, og saa gør det Fortræd. Der er ikke noget at sige til, at man ærligt kæmper for det, man synes er det rigtige- Men ak, hvor ofte er det de aandelige Værdier, der skaber Mangel paa Enhed? Hvor tit er det ikke bare personlig Kiv og Strid, til den største Forargelse for alle, der ser det! Det maa siges rent ud, at de hører til de Ting, der skader Guds Rige mest herinde, at det er en bekendt Sag, at Præster ved samme Kirke ofte ikke kan med hinanden. Man kan blive dybt modløs, naar man atter og atter møder det og ser, hvorledes de udenforstaaende trækker paa Skuldrene og bruger det som en Undskyldning til at holde sig udenfor det hele. Her tales ikke om, at der er en Modsætning mellem Liv og Død, ogsaa i Præsteverdenen, en Forskel, som jeg ikke ønsker fortonet, men her tales om Tvist af personlig og ufordragelig Ka* rakter. Som blandt Præster, saaledes ogsaa i Samfundene. Der er alt for meget af dette: »Men der opstod ogsaa en Trætte iblandt dem, hvem af dem der maatte synes at være den største.« Derfor en underlig Mangel paa Varme. V i staar jo i vore Dage overfor mange, der træder ud af Folkekirken og gaar til de mindre Tros= samfund, f. Eks- til Pinsebevægelsen. Det, der var i Vejen, var saa ofte, at de syntes, der var saa koldt hos os, hos de andre blev de mere favnet, taget imod med aabne Arme. Dette meget mere end Lærespørgsmaal er Grunden til, at vi tit ser nogle af vore bedste forlade os. Jeg ved godt, at der heller ikke indenfor de mindre Trossamfund undgaas Splittelser, endda af dybtgaaende Karakter. Men trods alt føler mange altsaa større Varme der end hos os. Dernæst vil jeg nævne Mangel paa Afgjorthed. Jeg tror bestemt, at der tidligere var et tydeligere Skel mellem troende og vantro, end der er nu. Troende Mennesker optager alt for villigt Verdens Metoder, f. Eks. hvor det drejer sig om vore Penge. Skellet skal Livet sætte, vi Præster kan blot pege paa det, naar det er der. Der findes i vore Dage et bredt Ingen Mands Land, hvor troende og vantro færdes med lige Ret. Aandens Kraft mangler i vore Sam« fund. Der er ingen Tvivl om, at Pinsebevægelsen har gjort en Ind* sats ved at pege paa Nødvendigheden af mere af Aandens Fylde, mere Helliggørelse. Fordi det kniber der, finder vi Mangel paa Mis* sionssind og Frimodighed til at bære et Vidnesbyrd frem. Jo mere Forskel der er mellem troende og vantro, des mere Kraft kommer der i Vidnesbyrdet. Jeg tror ikke, vi nær saa godt som det fore* gaaende Slægtled kan lide med Mennesker, det piner os ikke, som