KøbenhavnsKirkesag_1926-29

188

har været Præst i faa Aar, er mit Syn mere et Lægmandssyn end et Præstesyn. Hvordan ser »Manden paa Gaden« paa troende Mennesker i Almindelighed og os Præster i Særdeleshed? V i er nogle rare og skikkelige Mennesker, som ikke gør megen Fortræd. V i har natur* ligvis vort Speciale, en Ejendommelighed paa et ganske bestemt Punkt, men lykkes det at undgaa dette Punkt — og det viser sig at gaa ret let — er vi egentlig ikke saa meget forskellige fra andre! Hvad særlig os Præster angaar, da er det jo saa rimeligt, at vi taler om-Guds Rige, ogsaa paa Tomandshaand — det ventes tilmed — det er jo vor Bestilling. Derfor er vi Præster snarest lidt forkæ* lede, det er ikke os, der mærker til Had og Modstand. V i modtages venligt, ja man er endda lidt beærede. Men man regner os ikke for rigtige Mennesker, vore Meninger om Dagens Spørgsmaal hører man paa med et hemmeligt Smil som paa et Barn: Det er ikke noget, vi forstaar os paa- Nej er der nogen, der mærker Had og Modstand, er det vore Lægmænd. Møder »Manden paa Gaden« »almindelige« troende Mennesker, føler han det ganske anderledes som en Brod i Samvittigheden, thi hele deres Liv ligger jo mere i hans eget Plan og er ham derfor nærmere paa Livet. Blandt vore Lægfolk, særlig paa det øverste og det nederste sociale Trin, ken* der man noget til at lide for sin Tro. Men alt i alt møder vi altsaa en ikke ringe Velvilje, et stort Om* slag fra tidligere Tider. Der raabes ikke længere Ukvemsord efter Præster. Forstyrrelser ved vore Friluftsmøder er ikke hyppige, og saaledes kunde der nævnes meget. Har vi saa naaet noget virkeligt derved? Thi det er ejendommeligt, at samtidig med denne ydre Succes lyder der fra vore Menighedskredse et stærkere og stærkere Suk over, at det aandelige Liv er i Tilbagegang. Det er fremme Gang paa Gang i vore Forhandlinger. Og hvor meget har den levende Menighed formaaet at præge vor By? Man vil gerne tage os til Indtægt, hvor man kan, og man vil gerne have vore Stemmer, men naar man spørger os om vor Mening om dette eller hint Spørgs* maal, da er det slet ikke, fordi man bryder sig om vore Raad — det er meget mere det, som ogsaa Jesus mødte, at de vil »fange os i Ord«, de vil vide, hvor vi staar, om vi er Venner eller Modstan* dere. Vor By er ikke blevet mere præget af Kristendommens Grund* sætninger i dens daglige Liv, Lovgivning og Administration, ikke engang paa Spørgsmaalet om flere Natbeværtninger tog man. Hen* syn til Menighedernes Henvendelse. Altsaa: Paa den ene Side større Velvilje, paa den anden Side indre Svaghed. Paa den ene Side større Missionsmuligheder, paa den anden Side: Giver de Resultater? Hvilket af disse to Syn, det lyse eller det mørke, har Ret? Lad os først se paa Skyggesiderne. V i taler ikke om Skyggesider uden Grund. Naar vi ser os om i vore Menighedssamfund, finder vi Mangel paa Frimodighed. Man spørger: Har Saltet mistet sin Kraft, og man ængstes.