KøbenhavnsKirkesag_1926-29

186 Professoren taler smukt om »det Menighedsliv, som blomstrede frem i de nye Sogne«. Aah ja — aah ja — Blomstringen var jo ikke saa sjældent kun saa som saa. Og det, der skete i 1920, da de ordn nerede Medhjælpere blev fast ansatte, var ganske vist en økonomisk Lettelse, men unægtelig tillige en reel Svækkelse af Kirkefondets aandelige Indflydelse. Og jeg tror, der er en voksende Forstaaelse af at Guldet maaske blev købt for dyrt, saa de »konsekvente Kæm« per«, som Professoren smilende kalder Modstanderne af Ordningen i 1920, maaske ikke blot tilhører Fortiden, men ogsaa Fremtiden. Thi gælder det et aandeligt Arbejde, svækker man, som før nævnt, Frivilligheden ved væsentligt at give den sine Opgaver i det ydre Overdrev. Og der kunde nævnes meget mere, som viser Afstanden mellem Idé og Virkelighed.*) Det hændte mig engang i Efteraaret, da jeg kørte med min Vogn paa en fuldstændig isglat Vej, at jeg maatte bremse for en modgaaende Vogn, der pludselig kørte frem- Resultatet var ret givet. Vognen rutchede et godt Stykke og kom derved nærmere og nærmere til Grøften. Den sidste Fase forløb meget hastigt. Det var at glide i Grøften og vælte rundt med Vognen, til en Telefonpæl standsede al videre Bevægelse. Der laa jeg mellem Skaarene med Hovedet mellem Telefonpælen og Bardunen. Naa, det betød ikke, .andet, end at jeg fik flere af de skrøbeligste Dele paa Vognen er* stattet af nye, saa jeg gratis fik en bedre Vogn. Saadan kan det altsaa gaa, men det kan ogsaa gaa ganske anderledes. Og jeg kan forsikre, Eksperimentet ikke er morsomt — og havde det været en tungt lastet Vogn, var det næppe bleven ved Eksperimentet- Jeg er ikke fri for at have noget af den samme Følelse m. H. t. Kirkesagen. Jeg er ikke bange for et klart Valg mellem to modsatte Standpunkter. Men at føle sig rutchende hen ad en Glidebane giver *) Naar man derimod undertiden mener, at Kirkefondet ved at tage imod Lønninger til »sine Præster« har kastet sig i Armene paa Folkekirkeligheden, saa er det forkert- Det var i 1920 højest Folke* kirkeligheden, som tilbød Kirkefondet sin Arm at støtte sig til paa et Tidspunkt, hvor det kneb at følge med. Og Kirkefondet tog ikke Armen anderledes, end at det kunde prøve, hvordan det gaar paa den Maade. Men det har fuld Ret til, hvad Øjeblik det vil, at sige: »Tak, jeg tror, jeg for Fremtiden gaar bedre alene«. Og det er fremdeles forkert at tale om det selvmodsigende ved at have sine Særrettigheder, samtidig med at man faar folkekirkelig Understøttelse. Thi paa de afgørende Punkter suspenderer man jo netop Særrettighederne? saa længe man har Understøttelsen, idet man saalænge i Flovedsagen er undergivet det normale folkekirkelige Regimente i Menighedsraadene. Det er i Virkeligheden forkert at kalde de fastlønnede Præster for »Kirkefondets Præster« — de er ..slet og ret Folkekirkens Præster ved Kirkefondets Kirker, men ansat som alle andre Præster. Og den Dag, man vil gøre Særrettighederne effektive, er det ogsaa forbi med den folkekirkelige Understøttelse; ,saa maa man selv betale Gildet.