KøbenhavnsKirkesag_1922-25

I

\

2 1 2

ikke kan gøres, og ikke mindre med Hensyn til at bringe Ofre af Tid og Kræfter i en personlig Indsats i Menigheds­ arbejdet. Vi Præster (Sognepræst Griinfeld og undertegne­ de) fed e r aldrig forgæves om en Haandsrækning; og ofte behøver vi slet ikke at bede 0111 den, — vore Venner kom ­ mer selv og tilbyder os den, fordi de med Kærlighedens Forstaaelse har set, at vi trænger til den. — Arbejdet for Guds Rige øves ud fra og bæres af Menighedssamfundet, der vokser en stille Vækst, idet der saa at sige Maaned for Maa- ned føjes nye til, som vil lade sig frelse. Saa arbejdes her forøvrigt som i de fleste andre københavnske Sogne med Bladmission (vi har vort eget Søndagsblad, som hver 14. Dag kommer ind i hvert Hjem i Sognet), Menighedspleje, Gamlemøder, »Blaa Kors« og »Haabet«, Søndagsskole, K. F. U. K. og Møder for Drengekonfirmanderne (en første, spæd Spire til en Iv. F. U. M.), — og saa selvfølgelig Samfunds­ moder 2 Gange om Maaneden. Jo, vist sker der af Guds Naade noget herligt ogsaa hos os! Lad saa være, at der ogsaa er Modstand (vi kan godt faa en Dør knaldet i paa Næsen!); og lad være, at der er megen Ligegyldighed og aandelig Vankundighed blandt Sog­ nets Beboere, — vi har dog den Tro, at den Gud, som »viser sig stærk i at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham« (2. Krøn. 16, 9), ogsaa vil hjælpe os og lade al Naade tilflyde os rigeligt, om vi blot vil give os helt til ham! Maatte vi saa fylkes tæt om Jesu Kristi Kors; saa faar vi at opleve, at ved dette Tegn skal vi sejre! Sv. Austin Hansen , Ordin. Medhjælper i Hans Egedes Sogn. En Forstadsmenighed. Der er en mærkelig Forskel paa de Menigheder, der sam­ les i den indre Bys store, gamle Kirker, tit om en fremra­ gende Prædikant, og de Menigheder, der har hjemme i For­ stædernes smaa Kirker. Dér er Folk maaske knap saa vel­ klædte, men der raader en egen Stemning dér af hjemlig Hygge. De, der kender Provinsforhold, eller er vant til Kirkelivet paa Landet, vil ganske sikkert snarest føle sig dra­ get til Gudstjenesten i de smaa Kirker, hvor der ikke altid samles saa store Skarer, men hvor de fleste kender hinan­ den. Det giver en Tryghedsfølelse, som hører til de smaa Menigheders Fortrin. Det mærkes lettere dér, at det er en Menighed, som samles, og ikke en Flok enkelte Mennesker, der tilfældigt er kommen sammesteds hen. Det er dog ikke blot det indbyrdes Bekendtskab, som gør Gudstjenesten i de smaa Forstadskirker hjemlig og