KøbenhavnsKirkesag_1916-21

297

Sejre. Vi husker Bedetimer, som var svære, Raadslagninger, hvor vi ingen Vej vidste, og der var Kampe, hvor vi ingen Hjælp øj­ nede, men Herren kom og viste Vej, og han ,vendte Menneskers Sind, saa alt blev anderledes. Menigheder stiftedes, Kredse slut­ tede sig sammen, og Kirketaarne rejste sig. „Gaa rundt omkring Sion og tæl dens Taarne!“ (Salme 48). Saaledes udtrykker Bi­ belens Sanger sin Fryd over den hellige Stad. Og vi har kendt noget af den Glæde. Hvert Taarn herinde, der rejstes i de lange trøstesløse Gader, fortæller om Guds Naade og ringer det ind i vort Øre, at vi har en Frelser, der kan flytte Bjerge. Ja, naac vi samles i Aften, maa det være til Tak ogsaa til Mennesker. Vi var dengang en lille Kreds, der bad om Tillid hos den levende Menighed, og de svarede: I forstod, at Herren var med os. Vi har Grund til at takke Menig­ heden for trofast Kærlighed gennem 25 Aar. Og Danmarks Præ­ ster siger vi Tak. Der var mange af dem, der i Begyndelsen intet forstod af det, vi vilde, men lidt efter lidt blev de Venner og Støtter, der paa mangfoldig Maade har hjulpet os. Ogsaa vor Kirkes Styrelse har vi Grund til at takke, fordi de trods alt for­ stod, at her var Herrens Vej, selv naar vi brød igennem de For­ mer, der hidtil havde Ret. — Men naar vi har sagt Mennesker Tak, ender vi dog med, at al Tak skyldes Ham. Kommer I ikke i H u ? Hvem var det, der gjorde det altsammen. Det var Jesus, der stod blandt os og førte vor Sag frem. Og derfor samles vi her til Højtid for med hverandre at love Herren for hans store Naade. Men Herren sagde hin Dag ikke blot: Kommer I ikke i Hu? men: Forstaar 1 ikke? Det, han mindede dem om, skulde bringe dem til at forstaa, hvor taabelige deres Tanker var, naar de mente, at han med Advarslen mod Farisæernes Surdejg sigtede til, at de havde glemt at tage Brød m ed : Naar I tænker paa Bespisningerne i Ørkenen, forstaar I saa ikke, at det, jeg taler om, ikke er saadan- ne Smaating som disse Brød? Forstaa dog, at det er større Ting, det gælder i min Efterfølgelse! Og mon ikke Herren ogsaa vil sige til os i Dag: naar I kom­ mer al Guds store Naade i denne Sag i Hu, hvad det nu gælder? Som Disciplene dengang troede, at Herren satte dem i Rette, men misforstod Grunden dertil, saaledes er der ogsaa iblandt os ikke saa lidt af den Følelse, at der er et eller andet i Vejen med Kirkesagen nu — der er ikke den Kraft og Velsignelse i den som før — , men naar der spørges om Grundene, hører man saa et og saa et andet, som nok er rigtigt (det var jo ogsaa rigtigt, at de havde glemt Brødene), men som slet ikke naar ind til Herrens store dybe Tanker for os. Og derfor tror jeg, at vi har god Grund til at lytte efter, naar Herren siger: Forstaar I ikke? Forstaar I ikke, at naar Herren vil tale os til Hjerte for at

Tak og Pris. Ja,

har den. De

forstaar I saa ikke,