KøbenhavnsKirkesag_1916-21

295

velsignet vore Menigheder i al deres Skrøbelighed. Men mon ikke Tiden nu skulde væ re inde til en Kraftfornyelse, ved en Fordy­ belse i Guds underfulde Naade. Er det sandt, at Menighederne rundt om i B yen føler sig trykkede og trætte, nu vel, saa lad dem søge ny Kraft hos ham, der aldrig bliver træt, thi han er en evig Gud, og han giver den trætte Kraft, og den, som ingen Kræ fter har, giver han stor Styrke. Mon ikke dette er Vejen frem, at søge indad, i Selvfordybelse i Guds Naade, i fælles G læde og Tryghed ved alle de Rigdomme, han har ladet strømme ned over os, idet vi undrende spørger, hvordan det dog gaar til, at han vil gøre os til Medarvinger til det evige Liv, ja endog til sine Medarbejdere. Der er store Opgaver for Menigheden ude i Vidderne. Men lad os aldrig glemme dette, at hvor der er en Opgave, der er der ogsaa en Forjættelse. Der er store Fremskridtsmuligheder for­ jættende en ny Dag i den københavnske Kirkesag, med ny V e l­ signelse fra det høje, nye store Rigdomme fra ham, der har været os en Bolig fra Slægt til Slægt. Maatte vi alle forstaa, hvor uhyre vidtrækkende alt dette er, hvilken uendelig Velsignelse det rum­ mer, indad til for os selv, udad til for alle de mange, der trænger til Hjælp, alle disse Tusinder og Titusinder, der næppe synes at ane, at de har en udødelig Sjæl. Der er store Opgaver ude i Vidderne, rige Forjættelser, han der fra Evighed til Evighed er Gud væ re lovet og takket derfor. Stiftsprovst Ussings Tale i Frue Kirke 26. Oktober 1921. Stiftsprovsten talte ud fra Matth. 16, 5— 12. Denne Tekst er vel ikke meget kendt. Det er kun et lille Ordskifte mellem Jesus og hans Disciple, og det kan maaske synes at være en underlig Tekst for en Jubilæumsfest. Men gaar vi dybere i Sagen, saa vil vi finde, at den alligevel har adskilligt at sige os. Ved en Jubilæumsfest som denne vil vi have saare meget at takke for; men hvor vi end staar og hvor langt vore Gerninger end er naaet, saa kan der komme Bekymringer, Selvanklage og Skuffelser over baade det ene og det andet; maaske vor Gerning er gaaet i Staa, maaske vi har svigtet, maaske Herren ikke mere kan velsigne os som hidtil? Jeg siger ikke, at sligt er berettiget, men det er saare natur­ ligt, at mange af disse Tanker rejser sig, naar man vil prøve sit A rbejde alvorligt for Guds Ansigt. Saadan er det ogsaa sket her. ' Men mon da ikke Herren vil vende sig til os og styrke vort Mod paa samme Maade, som han dengang styrkede Disciplenes Mod, da de var bange for, at Herren skulde være vred paa dem ?