KøbenhavnsKirkesag_1916-21

293

valget traadte frem for Menigheden ved Bethesdamødet i 1890 og bad om dens Kærlighed og Tillid ved de samme Talsmænd, som har Ordet nu i denne Aftenstund, — da maa jeg sande Sal­ mistens Ord. Da stiger den ene Mindedag frem efter den anden og kræ v er at blive talt med. Da samler Minderne sig, i lange Rækker, om Guds forunderlige Naade imod os skrøbelige Men­ nesker, uklare og famlende, som vi selv stod, uværdige, som vi maatte føle os selv til at tage fat paa denne vidunderlige Opgave. Dag efter Dag maa staa for vort Ø je som Minder om hans Naa­ de og Velsignelse. Vi var maaske modløse og trætte, men han, der aldrig bliver træt, viste os i sin uendelige Barmhjertighed, at han vilde hjælpe os. O g blandt ålle disse mange Dage melder den Dag sig, da det københavnske Kirkefond dannedes og tog A rv en op efter Lægmandsudvalget. Den Salme, jeg nævnede, begynder med de O rd : „En Bolig har Du væ ret os, Herre, fra Slægt til S læ g t.“ Atter og atter har vi erfaret dette. Den Gud, der giver os Liv og Aande og alle Ting, den Gud, i hvem vi lever og røres og er, han har givet os den ene G lædesdag efter den anden. Det er vel værd at prøve paa at tælle dem, for at vi maa faa Visdom i Hjertet og forstaa noget af Gud s Kærligheds Dyb. De stiger frem og samler sig i lange Rækker. Der er alle Kirkeindvielserne, rent umiddelbart er de Fester. Men der er mange andre. Atter og atter har det set mørkt ud for Menneskeøjne, og vi vidste slet ikke Vej frem. Da møder vort Ø ie det ene Minde efter det andet om, hvorledes en Haand strakte sig ud af Mørket og hjalp os frem igennem alle Vanskelig­ heder. Visselig maa en saadan Dag tælles med. Hvor mange, mange Gange har vi ikke enkeltvis eller i Forening haft Grund til at sige Tak. Maaske fik vi Bekræ ftelse paa det, vi længtes efter at høre, at de Kirkehuse, vi havde rejst, ikke var døde Bygninger; vi fik Vidnesbyrd om, at Stenene talte, at der var samlet en Me­ nighed i Kirken, skrøbelig som alt menneskeligt er det, og dog baaret af Helligaandens Kraft, rede til at gøre en Gerning for Guds evige Rige, rede til at lukke Hjerterne op og lade Aanden lyse op derinde i alle Sjælens mørke Vildgange. Maaske fik vi Vidnesbyrd om et Menneske, et Menneske med en udødelig Sjæl, som havde fundet et aandeligt Fristed i en af vore Kirker, som var naaet helt frem til Korset, og havde faaet Hvile i Troen paa den korsfæstede og genopstandne Frelser. Der er Minder nok at tælle. A t tælle vore Dage, det lære du os. Nej, vi kan det simpelt­ hen ikke. Ja, vi kan regne ud, hvor mange- Aar og Dage og Ti­ mer vi har draget Aande her paa Jord, men vi kan ikke tælle alle den barmhjertige og naadige Guds Velgerninger. Jo mere et Menneske finder Hvile i lroen paa Frelseren, desto mere maa han sande dette. Vi læser i den samme Salme om det Spand af