KøbenhavnsKirkesag_1916-21

261 heden var enorm stor paa Grund af de elendige hygiejniske Forhold, og Tallet af Hjemmedaab var ofte overvældende. Det var ikke hyggeligt i mørke Aftener at blive kaldt ud paa Køhlertsvej, som Holmbladsgade da kaldtes, ingen Lygter, store, aabne Grøfter og ikke altid fredelige Bøller. Og dog er jeg aldrig bleven forulempet, ja, jeg har i de mange Aar mærket meget lidt til det Præstehad, der tales om i flere Arbejder sogne, idet Befolkningen gennemgaaen- de stod velvilligt overfor Kirken og dens Gerning. Det var en knugende Fattigdom, der tyngede de mange smaa Hjem i de ofte usle Boliger, og jeg mindes endnu en Sygeberet- telse i et Hjem, hvis eneste Indbo var en Jernseng med Halm og Klude og en Rest af en Stol, der maatte tjene som Alter, og dog kastede den Frelser, der lod sig føde i den fattige Stald, sit Lys ind i denne Elendighed, og en troende Sjæl gik fra dette Mørke ind til Lysets Boliger. I 1890 begyndte vi en Menighedspleje, hvad der dengang var noget ret nyt, og senere voksede ogsaa de andre Menighedsarbejder op, som nu kendes i alle københavnske Sogne. Det var Københavns Kirkefond, som ved sin velsignel­ sesrige Gerning rakte os en hjælpende Haand i disse tiiste Forhold, idet Nathanaelskirken i Holmbladsgade indviedes 1899 og Filipskirken paa Kastrupvej i 1907, saa der nu i Sundbyerne er 3 Sogne med 7 Præster, og dog er Sundby Sogn med over 17,000 Mennesker altfor stort og trænget snart igen til en Deling. I 1902 blev Sundbyerne indlem­ met i København, og samme Aar indviede Biskop Rørdam vort smukke Menighedshus, der benyttes meget stærkt, ligesom Menigheden altid har vist sig offervillig overfor Kirken og dens Gerning og skænket den baade Altertavle, Glasmalerier og mange andre smukke Prydelser. Kirkens Klokker har ikke nogen skøn Klang, men Taarnet kan ikke bære større Klokker, ellers havde kær­ lige Hænder nok skænket os dem, og dog har disse Klok­ ker gennem 50 Aar kimet den store Glæde ind og samlet store Skarer om Ordets Forkyndelse og Nadverbordets Vel­ signelse i vor lille, hyggelige Kirke. Derfor siger vi Gud Tak for vort Kirkehus og for Gerningen, der dér har væie Øvet af hans Naade og til hans Ære!

Julius Friis Hansen. Aif A. F i b i g e r .

Naar man kender lidt tifPastor Friis Hansens Person og Gerning og Pastor Fibigers Fremstillingsevne, en en han bruger Mund eller Pen, kan man nok tænke sig, at det ei