KøbenhavnsKirkesag_1916-21

1 7 2

skilles ikke Sogne om de nye In terim skirker; der tildeles dem end ikke et Distrikt. Men naar der gennem Frivillig­ hedens A rbejde er sat noget i Gang, overtages det i den be­ lejlige T id a f K irken — og Frivillighedens T id er forbi. Den maa saa kaste sig over andre Opgaver eller indordne sig un­ der det alm indelige Sognearbejdes Vilkaar. Dette betyder ikke, at Kirkestyrelsen ikke værdsætter det frivillige A rbejde. E rkebiskop Soderblom udtalte sig ved Jubilæet overorden tlig anerkendende 0111 Selskabets Virk­ somhed og kaldte stærkt paa det frivillige Lægmandsarbej­ des H jæ lp. Men man ønsker ikke at give det frivillige Ar­ bejde nogen større Indflydelse paa Styrelsen af Kirken. Thi baade det svenske Præsteskab og de svenske Sognemenig­ heder er gennemgaaende langt mere h øjk irkelige end vi, der lever i Søren Kierkegaards Fædreland. Man kan jo sige mange smukke Ord til Forsvar fo r dette, at Frivilligheden skal tjene, ikke søge Indflydelse og Magt, men leve under Hvedekornets L ov. Fru A lm skriver i sin Bog, at det næsten er blevet til et Slagord 0111 Selskabets V irksomhed, at det skal arbejde paa at gøre sig selv over­ flødigt. Og hun fø je r til, at nu efter 25 Aars A rbejde er det næsten ved at lykkes. Th i af alle Selskabets A rbejdsom - raader er der nu kun tilbage Kvarteret om den i Jubilæums­ dagene indviede nye Trækirke i Helgalunden. Og Opgaven at lønne et Par præsteviede Medhjæ lpere og en D iakon. I Danmark vilde vistnok de fleste være betænkelige ved at give den statskirkelige Styrelse større Magt, end den har, og F rivilligheden vilde i Længden vægre sig ved at gøre sin Indsats paa saadanne V ilkaar, at den risikerede at blive berøvet blivende Frugt af sit A rbejde. Men det hele hænger jo sammen med, at Baggrunden er en anden hos os end i Sverige. Vi Danske rejste h jem med et stærkt Indtryk af, at vi havde bedre Ivaar i Kirkesagsarbejdet end vore Brødre i S tockholm . T o andre stærke Indtryk tog vi med os. Et Indtryk af den svenske Gudstjenestes stilfulde H øj­ hed og værdige Skønhed. En Aftengudstjeneste som den i Jakobskirken, hvorm ed Festlighederne sluttede, var en Skønhedsaabenbaring — foruden hvad den ellers var. Den skønne Korsang, B iskop L on egren s Prædiken, den rige Li­ turgi med Vekselsangen mellem Koret og de to i pragtfulde Messeklæder foran Alteret staaende Præster — alt dette sam­ virkede saa harmonisk. Og det samme gælder Indvielsen af den lille Trækirke i Helgalunden, som Sveriges Æ rkebiskop foretog i sit fulde Skrud, bistaaet af en B iskop og otte stock­ holmske Sognepræster i forskelligt farvede Messehagler. Det