KøbenhavnsKirkesag_1912-15

78

mene, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Sværd. En gammel Provst, som vist havde været Præst i et halvt Hundrede Aar, spurgte mig en Gang, om jeg havde erfaret noget dertil; det havde han ikke. Derfor var der ogsaa stendødt i hans Sogn. Vi maa ikke skikke os lige med Verden, ikke lefle med den, ikke more os sammen med den, ikke frygte den og tie med Sandheden, hvis vi vil omvende den. Før der bliver Liv i København, maa der først blive Kamp paa hele Linien, og vi Præster maa gaa foran i Kampen. Da Ulrik Christian Gyldenløve, den tapre og dygtige, men ugudelige Officer, som havde ødelagt sig selv ved Drik og Udsvævelser, laa paa Dødslejet under Københavns Belejring, gik Præsterne til ham og talte til ham i vage og vankelmodige Ord om Guds Kær­ lighed. Han jog dem ud. Men saa gik en simpel, hellig Soldat fra Thy ind og talte ham alvorlig til, sagde, at han var en Helvedesbiand, som Gud havde været langmodig med; men nu var det ude med ham, hvis han ikke omvendte sig. Ham vilde han høre. Hankunde mærke, at han stred for sin himmelske Konge, som han selv havde stridt for sin jordiske. Der lægges for megen Vægt paa ydre, uaandelige Midler. Da Frelseren sendte sine Apostle ud i Verden, sagde han til dem, at de skulde prædike Evangeliet for al Skabningen og gøre alle Folk til hans Disciple ved at døbe og lære dem. Nu vil man gøre Folk til Jesu Disciple ved at invitere dem til Kaffe, underholde dem med Musik og Sang, holde sociale, historiske eller æstetiske Foredrag for dem. Og saa bagefter en Bøn og et lille Guds Ord. Jeg fordømmer ikke alt dette, men er bange for, at det har faaet en altfor stor Plads, og at der tillægges det for stor Vægt, saa at Ordet skubbes til Side og bliver sat i Skammekrogen, det Ord, som er mæg­ tigt til at gøre Sjæle salige, naar det bliver indplantet og annammet med Langmodighed. Lad os blot holde Blaa Kors Møder og Gamlemøder og Ungdomsmøder og Konfir- mandmøder, Familiefester og Møder for Mænd. Og lad os blot synge for dem og give dem Kaffe; men lad os dog frem­ for alt altid og alle Vegne blæse klart i Basunen. " Ellers kommer der intet ud af det. Vi vinder dem maaske for os selv og for vor Kirke, men ikke for Kristus, vi river ikke deres Sjæle som Brande af Ilden. Mangel paa slille Timer til Bøn. Jeg tror, hvis Herren levede nu synlig iblandt os, vilde han sige til os københavn­ ske Præster, hvad han engang sagde til Martha: Du gør dig Uro og Bekymring med mange Ting, men eet er for­ nødent. Lad os dog ikke gaa ud nogen Dag til vor Gerning,