KøbenhavnsKirkesag_1912-15

77 ther siger, at »Læren er den rette Kølle eller Hammer, det rette Tordenslag og Guds Vredes Økse, som hugger ind, slaar til Jorden og sønderknuser de forstokkede og forhærdede Hyklere. Dertil er den given af Gud, at den skal forfærde Folket, ligesom Israels Folk blev forfærdet af Lyn, Tolden og Basunlyd paa Bjerget Sinai. Saaledes bereder den Vej for Naaden.« Hvor hører man nu saadan Prædiken? Og Korsets Prædiken — disse liflige Toner for Synderhjertet om, at Kristus døde til bestemt Tid for de ugudelige, at vi bliver retfærdiggjorte ved hans Blod og forligte med Gud ved hans Død. Hvor hører man nu dem rent og klart. En af vore aandelige Førere har nylig klart udtalt, at han ikke tror paa Foroningen ved Jesu Blod. Og der er man­ ge, som tænker som han, eller som i hvert kald ikke har Syn for dette Punkts enestaaende Betydning. Det har vist sig ved den Maade, hvorpaa de har anmeldt Bogen i Bladene. Der prædikes heller ikke om Dommen og Fortabelsen som [idligere. En meget bekendt Læge udtalte fornylig, at han ikke troede, de Kristne selv troede paa den evige Fortabelse ellers vilde de tale mere derom. Jeg mener, han hai Ret. Naar man hører de Prædikener, som nu lydei fia de kø­ benhavnske Prædikestole, faar man Indtryk af, at Præsterne ikke tror paa, eller ogsåa, at de har glemt, at der er et Helvede til. Der tales næsten aldrig derom, og man bæver ikke for, at nogen af Tilhørerne skal ende paa det forfærde­ lige Sted. — Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kom­ men nær — saadan prædikede Døberen og vor Herre Jesus selv, da de fremtraadte i deres Folk. Hvor hører man nu saadanne Toner? Og er det ikke just dem, der trænges til i vor By? Mon man tror paa Omvendelsens Nødvendighed? Skellet mellem Guds Rige og Verden, mellem Guds Børn og Verdens Børn udviskes. Der er ingen Kamp som tidligere mellem Liv og Død, vi er ikke Bekendere og Sandhedsvid­ ner, der altid og alle Vegne driver Mission. Der er ved at lægge sig en Sløvheds og Dorskheds og Verdsligheds Aand over os, ogsaa over Præsterne. Jeg ringede en Aften en bekendt troende Mand op i Telefonen og fik den Besked af Pigen, at hele Familien var i Teatret. Jeg tror ikke paa, at Herren kan bruge saadanne til at udrette noget for vor Bys Frelse, Præster eller Lægfolk, som har deres Glæder i Teatre­ ne og deslige Steder. Nej! Skal der komme Vækkelse i vor By, maa Livet være klart og helt med Herren, helliget Her­ ren. Og Bekendelsen maa være frimodig og mandig over­ for alle, man har med at gøre, og paa hvilkent som helst Sted man befinder sig. Lad os ikke i vor valne og blødagtige Tid glemme Herrens Ord til sine Disciple: I skulle ikke